Menneskeracer. Blandingsfolk. Inddeling efter Sprog.
89
delingsmaade har sine store Mangler, da Folk, som synes naturlig at høre sammen,
bliver skilte, og omvendt, vil Sprogene vistnok, efterhaanden som Kendskaben til
dem vokser, blive det vigtigste Skelnemærke.
Efter deres grammatiske Bygning har man inddelt Sprogene i tre store Klasser,
den saakaldte morfologiske Inddeling. Enstavelsessprogene eller de
isolerende Sprog har kun Ord for Begreberne, hvorimod Forbindelsen af Begre-
berne blot udtrykkes ved Ordenes indbyrdes forskellige Stilling; med andre Ord,
Sprogets Rødder (for det meste kun een Stavelse) er selv Ord, som ikke kan for-
andres eller bøjes; Kinesisk og nogle bagindiske Sprog (anamitisk og siamesisk)
hører herhen. F lerstavelsessprogene eller de agglutinerende Sprog,
har «endnu ingen Bøjning, men til Rødderne føjes Bestemmelseslyd, som selv op-
rindelig er Rødder, og som kan modtage Lydforandringer, medens den Rod, hvortil
de føjes, og som altsaa er Hovedbegrebet, bliver uforandret. Herhen hører de fleste
af Sprogene som de turanske Sprog, Dravidasprogene eller Hindostans gamle Spi'og,
og de malayisk-polynesiske Sprog (de sidste opstilles dog ofte som en egen, den
stamisolerende Klasse, der mest har Rødder med to Stavelser, og hvori de til-
føjede Ord ofte sættes foran og saaledes, at Sætningerne sammenfiltres til en uopløselig
Enhed). De fuldkomneste Sprog er Bøjningssprogene eller de flektø-
ren de Sprog, i hvilke Rødderne forandres efter visse Regler, o: de bøjes, deklineres
°g konjugeres. Til Bøjningssprogene hører de indoevropæiske og semitiske Sprog.
Oprindelig har de en stor Rigdom paa Bøjningsformer, men efterhaanden tager
denne Rigdom af, jo stærkere Livet rører sig hos det Folk, der taler det; de over-
flødige Former kastes bort. Saaledes er Engelsk det paa Bøjninger fattigste Sprog
af den germanske Sprogklasse, medens Islænderne, hvis Sprog hører til samme
Klasse, har beholdt de fleste Bøjningsformer, da de lever mere afsondrede. Man er
dog nu efterhaanden ved at lægge mindre Vægt paa denne morfologiske Inddeling,
og navnlig har man forladt den Teori, at Klasserne skulde være Udtryk for en hi-
storisk Udvikling, det vil sige, at Enstavelsessprog gennem Flerstavelsessprog ud-
vikles til Bøjningssprog.
Af langt større Betydning er den Inddeling, der kaldes den genealogiske,
og som efter Sprogenes Lighed i grammatikalsk Bygning og Fællesskab i Rødder sam-
menstiller dem i Sprogætter, hvorved man dog maa erindre, at mange Sprog
(som baskisk, etruskisk, mange Negersprog, hottentottisk og mange Sprog i Ame-
rika) endnu ikke kan indordnes og staar som isolerede. De vigtigste Sprogætter err
1. den indoevropæiske (jafetiske), 2. den semitisk-hamitiske (maaske er den egent-
lig to Ætter), 3. den uralsk-altaiske (atter delt i den finsk-ugriske og den tyrkiske),
4. de nordlige Negersprogs, hvis indbyrdes Slægtskab dog er meget usikker, 5. Bantu-
sprogenes i Syd- og Mellemafrika, 6. den malayo-polynesiske, 7. den dravidiske,
8. den kinesiske med tibetansk og flere bagindiske Sprog som siamesisk og anami-
tisk, 9. den japanske, 10. den amerikanske (der dog vistnok bør deles i flere)„
11. den eskimoiske.
Hvor mange Sprog der er, er ikke saaledes at sige, da det meget ofte er van-
skeligt at skelne mellem, hvad der er Sprog og hvad Dialekt. Balbi (1826) talte 860
Sprog, hvoraf han regnede 53 paa Evropa, 153 paa Asien, 114 paa Afrika, 423 paa
Amerika og 117 paa Avstralien. Nu sætter man Tallet til mellem 1000 og 1500.
§ 4. Inddeling efter Religioner.
Ogsaa Religionerne bruger man som Skelnemærke mellem Folkene. De
kan deles i to Hovedgrupper: de hedenske (polyteistiske eller panteistiske), der