Naturforhold.
505
Midten af det nordlige Skåne gaar der nemlig et Højdedrag, som fortsættes mod SØ.
i Linderødsåsen, mod V. i Søderåsen, der løber ud i Kullaberg eller Kulien, hvis
højeste Punkt er 188 m; over det sydvestlige Skåne hæver sig aller Romeleåsen
(Romeleklint, 176 m.).
Fra Sydsveriges Bjærgland baner Vandløb sig Vej til alle Sider, men de er
uden større Betydning; desuden danner de Fos paa Fos ned over den stenede Grund.
De største til Kattegat er Viskan, Ätran, som danner Afløbet for Åsunden i Vester-
gøtland, Nissan og Lagan, Søen Bolmens Afløb; i Skeldervik falder Skånes største
Vandløb Rønneaa, som danner Afløbet for Ringsjøn. I Blekingbugten faldei' Helgeaa,
der kommer fra Søen Møckeln; den større Iføsjøn har ogsaa et kort Afløb til Bugten;
fremdeles Mørrumaa fra Søerne Helga og Åsnen, Ronnebyaa, fra Rottnen, og
Lyckeaa. I Kalmarsund løber Åmaaen.
d. I klimatisk Henseende er der selvfølgelig stor Forskel paa S. og N., da
Halvøen strækker sig gennem 16 Breddegrader; men paa Grund af Landets Hævning
mod V., Fjældmarkernes Retning fra N. til S. og Atlanterhavets varme Strømninger
fremkommer en forholdsvis endnu større Modsætning mellem Klimaet paa Vest- og
paa Østkysten, som der allerede p. 11 er gjort opmærksom paa ved Omtalen af
den oceanske og baltiske Provins. Paa Vestkysten kan de regnbringende Vesten-
vinde virke med fuld Kraft, saa at den aarlige Regnmængde er betydelig, 180—190
cm og derover (paa Sydkysten ved Skagerak er den mellem 60 og 100 cm), medens
Skyerne ikke kan naa ind over Fjældmasserne eller afgiver deres Vand, før de naar
derind, saa at Regnmængden paa Østsiden er langt mindre, i Christiania næppe 60,
i Stockholm c. 50 cm; noget større er Regnmængden i det indre Sydsverige S. for de
store Søer, mellem 60 og 75 cm, paa Østkysten synker den, Kalmar har c. 45, Got-
land c. 40, det nordlige Sverige har omkring 40 cm. Paa Grund af den stærke Ned-
bør paa Vestsiden synker ogsaa Snegrænsen, jo nærmere man kommer til Kysten,
da Sommeren ikke kan faa Bugt med de store Snemasser; medens den ved Jotun-
hejmen er c. 1800 m (se I p. 67), synker den mod S. i de vestligere Fjældmasser om
Sogne- og Hardangerfjord flere Hundrede m, ja paa den samme Isbræ kan den end-
og ligge adskillig lavere paa Vest- end paa Østsiden. Vestsiden har i det hele et ud-
præget Kystklima. Havnene lige op til Nordkap fryser som nævnt aldrig til; ved
Varangerfjord er Middeltemperaturen c. 0°, ved Hammerfest c. 2 °, fra Lindesnæs
til Lofoten er Vinterens Middeltemperatur ikke under 0 °, ja paa de ydre Kystøer er
den c. 2 °, Bergen har en Aarstemperatur paa c. 7 0 (Januars c. 0°, Julis 15,3°); i
det hele følger Aarsvarmelinjerne væsentligt Kysten, medens Breddegraderne her
kun har lidt at sige. Men jo mere man fjærner sig fra Kysten, jo mere synker Mid-
deltallet, og Klimaet faar mere og mere Fastlandspræg. Allerede i Christiania, hvis
Aarstemperatur er c. 5,5 °, har Januar en Middeltemperatur af 4- 5 °, medens Julis
er 16,5—17°, og 20—30° under Frysepunktet er ikke sjældent her, medens man
paa Vestkysten højst har iagttaget 4- 10 °, ja inde paa Fjældmarkerne kan Termo-
metret synke til 4- 45 °; paa den anden Side har man i Christiania haft indtil 32 0
om Sommeren og paa Fjældmarkerne indtil 35° (paa Vestkysten højst 25—26°).
Jo længere man kommer mod 0., jo større bliver Modsætningerne, og det nordlige
og til Dels det mellemste Sveriges Klima nærmer sig ikke saa lidt til Ruslands. Falun
har en Aarstemperatur af c. 4 °, Januars er 4- 7,6° og Julis c. 16.3°, i Haparanda er
de tilsvarende Tel 0,2 °, 4- 11,8 °g 15 °; i Karesuamdo i Lapland, 333 m o. H., Sve-
riges koldeste Sted, er Aarstemperaturen 3 °, i Hernøsand 3 °, i Uppsala c. 4,5 °, i
Stockholm 5,6 0 (Jan. 4- 3,4 °, Juli c. 16°); Havnene ved den bottniske Bugt fryser
til 5 å 7 Maaneder om Aaret. Ogsaa mærkes i det Indre en stærk Modsætning i