Befolkning og historiske Forhold.
507
folkningen i den nordlige Del har været finsk, der er kommet ind fra N. eller over
den bottniske Bugt og har besat Landet mod S. indtil de store Søer, navnlig Fjæld-
markerne og Kysterne, i det hele taget saa langt som Rensdyret fandtes; derimod
har det store Indre, der har været dækket af Granskove, hvor Rensdyret ikke kan
leve, været ubeboet. Senere er disse finske Folk trængte tilbage af de indvandrede
Skandinaver. Først besatte de det sydlige Sverige, der har faaet Navnet Gøtaland
efter den ene Stamme Gøterne, medens de lo andre Stammer. Snerterne og Nord-
mcendene bosatte sig N. for Søerne og i Norge. Dalkarlene skal være den reneste
Type for Svearne, Folket i Gøtaland staar nærmere ved den tredje Hovedgruppe af
Skandinaverne, Danerne, en naturlig Følge af Naboskabet og en stor Del af Land-
skabets Forbindelse med Danmark til langt op i den nyere
Af de skandinaviske
Folks Fællessprog, „dansk
Tunge“ eller „Norrønna-
sproget“, har der efterhaan-
den udviklet sig flere Skrift-
sprog, det islandske, sven-
ske og dansk-norske. At
Norge og Danmark har faaet
eet Sprog, er en naturlig
Følge af disse Landes lang-
varige Forbindelse, ligeledes
er Talesproget hos de dan-
nede Klasser i Norge til Dels
dansk, hvorimod Folkedia-
Tid.
lekterne fj ærner sig meget fra Rensdyr og Elsdyr,
det, navnlig paa Vestlandet,
hvis Dialekt mest skal nærme sig det gamle Fællessprog; Dialekterne Norden- og
Søndenfjælds nærmer sig mere de svenske; Härjedalen og Jämtland hørte jo ogsaa
indtil langt op i den nyere Tid til Norge. For øvrigt er Ulighederne mellem norsk
og dansk komne stærkere frem efter Adskillelsen 1814, ja man har endog i de
senere Aar søgt at danne et selvstændigt norsk Sprog af Dialekterne („Maalstrævet“,
„Landsmaalet“) i Modsætning til det dansk-norske („Rigsmaalet“), og navnlig efter
1905 er Striden mellem de to Maal blevet levende.
Af de finske Folk udgør Kurenerne, de egentlige Finner, som de ogsaa kaldes
i Sverige, c. 27,000, hvoraf over 2/3 i Sverige (i Norge var der 1910 c. 7200 Kvæner).
De bor mod N., i Finmarken og Vesterlandet, sydligere er de blandede eller smeltede
sammen med Skandinaverne; kun i de saakaldte „Finnskoger“ i Värmland og i Solør
i Norge findes de ublandede; især det sidste Sted holder de stærkt paa deres Sprog,
ja i hele Bygder er de ved at foi'trænge det norske. Kvænerne er bosiddende og har
samme Levevis som de skandinaviske Folk, fra hvilke de i ydre Henseende van-
skelig skelnes; de er ligesom Nordmænd og Svenske kraftige og velvoksne Folk.
Lapperne, der vistnok oprindelig har været rene Finner — endnu kaldes de i det
nordlige Norge Finner —, udgør c. 25,000 eller lidt mere, hvoraf c. 2/ä i Norge (1910
c. 18,600); det er smaa Folk med mongolske Ansigtstræk og lette at skelne fra den
øvrige Befolkning. For øvrigt er der en Del Forskel paa de norske og svenske Lap-
pers Levevis. De fleste norske Lapper, saakaldte Sjølapper, er bosiddende og lever
omtrent som de omboende Nordmænd, de bor i Træ- eller Jordhytter (Gammer).
De svenske samt c. 1300 af de norske Lapper lever som Nomader og kaldes Flyt-
lapper eller Renlapper (ogsaa Fjaddlapper), næsten udelukkende ernærende sig ved