Missionsvæsen. Natur- og Kulturfolk.
93
øjeblikkelige Trang. De er uden Hjem, lever ikke i ordnede Samfund, men flakker
om for at finde den tilstrækkelige Føde i Jordens Rødder, Dyr, Fisk, Skaldyr og
deslige. Snart lever de højt og svælger i Nydelsen af Maden, naar Forraadet er
rigeligt, snart lider de den væi’sle Nød, da de ikke i de gode Dage tænker paa at
gemme til den daarlige Tid. Deres Boliger og Redskaber er usle. Til dem hører
Jægerfolkene, fortrinsvis i Nordamerika, og Fiskerfolkene, som man
væsentlig træffer i det kolde og nordligtempererede Bælte. En højere Stilling ind-
tager de Folk, som har produktiv Ejendom; de erhverver ikke alene for at leve i
Øjeblikket, men de opsparel’ for at møde kommende Tiders Nød. Til dem hører
Nomaderne eller Hyrde- og Vandrefolkene og de bosiddende
Folk. De første, fortrinsvis i Mellem- og Nordasien og i Afrika, ejer Hjorde af
Dyr, det vil sige de dræber ikke alene Dyrene, som Samlerfolkene, men udnytter
dem i levende Tilstand. De har endnu intet Hjem, men vandrer om for at finde de
bedste Græsgange og strides med deres Naboer om disse; faar da et saadant Folk
dygtige Førere, udbreder det sig med voldsom Hurtighed over de nærliggende Lande,
som Hunnerne, Araberne efter Muhameds Fremtræden, Mongolerne; ogsaa Gau-
choerne paa Pampassletterne er til Dels et Eksempel paa dette, idet mange af Dikta-
torerne i La Platastaterne var Anførere for saadanne Gauchobander. Paa et højere
Trin staar Vandrefolkene, naar de tager fat paa Agerdy rk ningen, og først da
sker gradevis Overgangen til bosiddende Folk, thi i Begyndelsen udelukker det, at
Folkene dyrker Jorden, ikke Vandrelivet. Først naar Befolkningen ogsaa forøges i
Nabolandene, saa at Eftersøgningen efter bedre Jord bliver unyttig, tages Jorden i
fast Besiddelse, en Betingelse for al højere Kultur. Med Agerbruget udvikler sig da
de andre Grene af Menneskets Virksomhed, idet Jordbrugeren, som i Begyndelsen
lavede sig sine Redskaber selv, henvender sig til andre for at faa dem gjorte, o: Ar-
bejdet bliver delt, og Haandværket udvikler sig. Overfloden af Pro-
dukter i Agerdyrkning og Industri fremkalder Handelen. Til de materielle Inter-
esser træder da de aandelige, som ytrer sig i religiøse Anskuelser, Kunst og Viden-
skab, ved Samkvemmet med andre Folk udvides Blikket, og efterhaanden hæver saa-
ledes de bosiddende Folk sig til Kulturfolk.
Der synes at være Egne, som særlig har været skikkede til tidlig at fremkalde
en høj Kultur, som Gangeslandet, Ægypten, Grækenland. Det beror dog ikke alene
paa de geografiske Forhold, men nok saa meget paa det Folks Evner, der tager Lan-
det i Besiddelse; de etnografiske og psykologiske Momenter kommer lige saa meget
i Betragtning.
§ 6. Inddeling efter Statsformer. Den politiske Geografi.
Samlerfolkene danner ikke Stater, heller ikke Nomaderne har blivende Stats-
samfund; opstaar der saadanne hos dem, som hos Hunnerne eller hos Mongolerne
under Temudsjin, forsvinder de snart igen. Kun hos de agerdyrkende, bosiddende
Folk faar Samfundsforholdene fastere Grænse, og med den højere Kultur udvikler
sig den bestemte Statsform.
Man skelner mellem Monarki og Republik eller Fri st at. I det første
er den øverste, styrende Magt i Hænderne paa een, uansvarlig Person. Er denne ene
uindskrænket Hersker, er Monarkiet et absolut eller uindskrænket Monarki
eller et A v t o k r a t i (Enevælde), for saa vidt han underordner sig de en Gang
vedtagne Love; men lader han sig ikke lede af Love, med andre Ord er Undersaat-
terne retsløse overfor ham, kaldes det et Despoti. Deles Lovgivningsmagten og