Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Ill Om nogen Sygdom, der kunde være Honningdug, har jeg kun een eneste Gang hort tale; nemlig efter Stormen, som i 1835 indfaldt ved Hosten og tilintetgjorde mange Landmænds Forhaabninger, bemærkede en Forpagter, som gik igjennem sin Hvedemark, en underlig Fittighed ved sine Klæder, hvilket gjorde, at han noke betragtede Hvedestraaet, som befandtes overtrukket med samme klæbrige Vædske. Faa Dage derefter blev Sæden omhugget, saa at der blev ikke givet Leilighed til videre Undersøgelse, om ikke Ruft vilde have fulgt paa. — Rust derimod klages undertiden over, især blev i Sommeren 1840, omtrent sidst i Juli, næsten al Hveden i Danmark angreben deraf; da den iagttoges var Straaet vel noget plettet og temmelig tort, men paa Axet viste der sig rode Stovpletter, hvilket foraar- sagede, at Mange ikke vidste hvad det var for en Sygdom; — at Honningdug tidligere skulde have befoenget Hveden, blev ikke bemærket. I det Hele havde Sæden lovet et godt Udbytte, men den blev maadelig baade med Hensyn til Qvantitet og «'særdeleshed til Qvalitet; i det mindste en Trediepart af den aftærskede Hvede var svang; af de ovrige Soedarter blev ingen angreben, — dog maa det bemærkes, at Rugen, forresteit ikke smittet af Rust, leed flere Steder meget af Meeldroier, endog i saadan Mængde, at man maatte befrygte, at de vilde stade Sundheden, og at Lægerne i de offentlige Blade ad- varede til Forsigtighed mod den. — Besynderligt er det, at for en Boelsmand, der havde to Stykker Rug, var det ene saa slemt med Meeldroier, at der næsten ingen brugbar Sæd var deri, det andet var derimod godt, og næsten al Rugeu i hans Omegn var temmelig fri; det omtalte Stykke Sæd var paa siid Jord. Vi have allerede, da Talen var cm Brand i Hveden, gjort opmærksom paa den Omstændighed, at det ikke er al Sæden, men kun nogle Fold, der gaae tabt derved, og at det er forunderligt at ikke alle Planterne angribes, naar Veirliget var eneste Gruild til Sygdommen; det samme maa erindres ved det her omtalte Tilfælde. Rust paastaaes jo at angribe Straaet og derved umiddelbart at be- skadige Kjoernen, da dette visner, men i Sommeren 1840 var det ikke altid hele Ax der vare fordærvede, men ofte fandtes baade sunde og svange Kjærner samlede i samme Ax; ligesom heller ikke Straaet