Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

113 Fremdeles maa man vistnok ogsaa hertil henregne det, naar Vintersæden bortdoer om Vinteren eller Foraaret; dette indtræffer undertiden i storre eller mindre Grad; saaledes tegnede den i Efter- aaret 1838 i det Hele ikke flet, men om Foraaret 1839 viste den store Pletter og havde overhovedet et maadeligt Udseende. Vel havde Sommeren 1838 været meget vaad, og Jordens Behandling som en Folge deraf været besværlig, dog indtraf om Efteraaret i nogen Tid tort Veir, saa at Sæden blev lagt godt, men desuagtet bortdode meget af den om Vinteren*). Grunden til Sædens Visnen det anførte Aar var, at vi om Vinteren havde megen Snee, som laae langt ud paa Foraaret, og i April Manned havde vi mildt Toe om Dagen og Frost om Natten, hvilket Veir bevirkede, da Jorden var gjennemtrukken af Vand, at Sæden odelagdes. Det er kun naar Jorden er stærkt gjennemtrukken med Vand, at Natte- frosten gjoc betydelig Skade paa Vintersæden; saaledes havde vi Nattefrost i lang Tid det folgende Foraar, men Jorden var tor, og der sporedes heller ikke nogen Ddelæggelse paa Sæden, tvertimod gav 1840 en rig Nughost, og Hveden vilde ligeledes have afgivet en særdeles god Host, dersom ikke den ovenfor omtalte Sygdom havde angrebet den. Endnu gives der en Grund til Sædens Henvisnen, nemlig Jnsecters Bid. Det er allerede omtalt i Anledning af Rapsdyrk- ningen, at denne Sæd angribes ofte, naar den netop er kommet over Jorden, af Jordlopper og Snegle, saa at den aldeles odelægges. Det er naturligt at den speede Plante ikke kan taale mange Saar, og heller ikke har Kraft til at fremskyde nyt Hjerteskud. Biller i Rapssædens Skulper eller Bælge ved den Tid at Kjcrrnen modnes, er ikke ualmindeligt, og da kunne de oste tilintetgjore det sikkceste Haab om en god Afgrøde. Hvorfra disse Jnsecter komme, og hvorledes det stulde gjores muligt at ødelægge dem, har hidtil været en uoplost Gaade. Ligesom Rapssceden har flemme Fjender i Jordlopper og Snegle, saaledes kan Hvede og Rug ogsaa fortæres af disse sidste, som ofte gjore stor Skade om Efteraaret. Noget sikkert Middel har man ikke fundet her; efter nogle landoeconomiske ) Mærkeligt var det, at Kløveren samme Aar gav god Høst. 8