Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: Theodor Hasle
År: 1844
Serie: Attende stykke
Forlag: J.D. Qvist
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 221
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
58
I de fleste Avlsbrug, hvor reen Brak bruges, udkjores al
Gsodningcn i denne og derved gjodes ofte meget stærkt, maaskee for
stærkt. At dele sin Gjodning, saaledes at der gjodes to Mark-
inddelinger, er kun lidet brugeligt; dog syttes det som om Flere ville
begynde derpaa, da man derved kunde vente ligeligere Afgroder, og
det er formeget at vove al sin Gjodning paa eerr Sæd, som jo dog
kan mislykkes.
Faaregjodningen have vi omtalt at forblive i længere Tid hen-
liggende i Stalden; ved Schoeferierne udmuges den to Gange aarligt.
Gjodningen vinder ved saaledes at henligge i Stalden, deels ved
Urinen, som gjennemtrænger ben, deels ved at sammentrædes af
Dyrene, deels vel endogsaa af Dyrenes Leke og den ?ltmosphære,
der er i Stalden; men, naar Faarene komme paa Græs og
Gjodningen alligevel bliver henliggcnde i Husene, da gaaer det overste
Laz ikke i Forraadnelse, thi det er tort og halmblandet. Faare-
gjodningett bor derfor, inden den skal udksores, itide udmuges og
omhyggeligt blandes sammen, for at mail kan erholde en eensartet
Gjodttiilg, da noget uf den ellers er stærk gjæret og andet aldeles
ikke. Naar den er udmuget, bor den sikkerligen ogsaa overoses med
Band og det Gjodningvand, som det er muligt at samle fra den
ovrige Staldgjodning. Paa een Gaard blandes Qvæggjoduing og
Faaregjodning og gjenttemstikkes om Foraaret.
I Almindelighed anseer man Qvæggjodm'ngen for ben kraftigste,
men Grunden hertil er vist, at man ikke har tilstrækkelig Kundskab
om Gjodningens Behandling og Anvendelse, og deraf kommer især
den Tro, at Jorder ikke kunne holdes i Kraft ved Faaregjodttiiig.
Der er allerede bemærket, at man som oftest gjodcr sjeldcnt, men
stærkt; Qvæggjodningen er temmelig kold, og oploses ikke hurtigt i
Jorden, Faaregjodningen har derimod de modsatte Egenskaber. Da
man nu sædvanligviis efter Gjodningen i Bcakken tager fire til fcm
Halme, saa vil Faaregjodningens Virkning være forbi ved de sidste
Halme, derimod har den virket stærkt paa de forste; Folgen heraf
er, at man siger, at Faaregjodningen ikke gavner Jorden syilderligt,
uagtet Grunden ligger i en forkeert Fremgangsmaade; thi med
Faaregjodningen bor gjodes tyndt, men oste, hvilket de paastaae, der
her i Amtet have Schæferne. Hvorlidet den Mening er grundet,