Om Klitformation og Klittens Behandling og Bestyrelse

94 Fig. 14. let paa den større Klit, især uaar den er noget skarp. Naar N. V. Vinden slaaer over Havklitten, preller den nemlig an mod Tverklitten, hvorved den støbes tilbage mod hun og ud- huler dens østside i Høide med Tverklitteus Høide. Haves to parallele Klitrcekker, som gaae i S. N., i ' fstaud fra hinandeu, f. Ex. en Suees Alen mellem deres Fod, og disse forbindes med en Tverklit, som støder mod N. Enden af den vestre Række, men til et audet vilkaarligt Sted mod den ostre; saa vil Vinden ogsaa let her gjore Skade. I Hjørnet cl slaaer Binden nemlig stærkt ued og huulskcerer (underskærer) Dstsiden af a, især nærmest Hjprttet; den udhuler tillige stærkt imellem a og e, hvis Bunden tillader det, og slaaer saa voldsomt mod Vestsiden af o, at Klitlaget endog kan lige- som bortsvides. Ogsaa mod Vestsiden af c i Hjørnet 6 preller Vinden an og gjør undertiden Brud. Vinden lider her Modstand og bliver tildeels iudkilet mellem Rækkerne; derved sammenpresses den og dens Hastighed forøges, ligesom den, efterat være prellet an mod Tverklitten, slaaer over med et pludseligt Stød. Naar østsiden af en saadau smal Klit er temmelig steil, er den ogsaa ndsat for Vindbrud, idet at Vinden da fra V. eller endnu mere fra N. B., hvorved den gaaer skævt hen over Ryggen, slaaer brat over denne og underskærer deu. Gaaer Sideu mere jevnt skraa fra Ryggen ned mod Fodeu, vil Vinden lettere gaa derover, uden at gjøre Skade, lige- som Tilfældet er med Vaud, thi da bliver Faldet eller Stødet svagere. Ogsaa naar Dstsideus Fod er høiere end Midten af Siden, om det endog kun er ved en stærkere Bevoxuiug af Klittag, saa at der opstaaer en liden Dalfordhbniug, slaaer Vinden fra den modsatte Side let Hul, idet den efter at være flaaet over, ikke kau fortsætte sit Lob, meu standses og stødes