Louis Pasteur

9 ringer end Alkoholgj ær ingen, ved hvilke der danne- des en Gjær, som bestod af smaa levende Organismer; dette paaviste han saaledes for Mælkesyre gjæringen, ved hvilken Mælkesukkeret omdannes til Mælkesyre, S mør- sy regj ær i ugen, ved hvilken der af Mel, Sukker og be- slægtede Stoffer dannes Smørsyre, og Eddikesyregjæ- r i tigen, ved hvilken den almindelige Alkohol omdannes til Eddikesyre. Enhver af disse Gjæringer fandt han led- saget af Udviklingen af en for den ejendommelig Mikrob. Han undersøgte disse Mikrober og fandt dem forskjellige, saavel indbyrdes, som fra Alkoholgjærens Gjærsvamp; medens de alle viste livlig Formerelse ved Deling, var der en af dem, Smørsyrebacillen, der tillige viste et andet Livstegn, nemlig livlige Bevægelser og Stedforandringer. For nu afgjørende at bevise, at Gjæringen betin gedes af Mikrobernes Livsproces, satte Pasteur til en ren Opløsning af Sukker en ringe Mængde af et krystallisabelt Ammoniaksalt, og lidt fosforsur Kali og Magnesia; i denne saaledes sammensatte Opløs- ning udsaaede han et yderst ringe Spor af frisk, levende Gjær. Der udviklede sig saa Gjæring; det var altsaa Kvælstoffet i Ammoniaken og Kulstoffet i Sukkeret, som i Forbindelse med de mineralske Salte ydede det Mate- riale, som var nødvendigt til den Dannelse af nye Gjær- svampe, der ledsagede Gjæringen. Liebigs Theori om at et kvælstofholdigt, æggehvideagtigi, forraadnende Æmne var nødvendigt til at fremkalde den Bevægelse i Sukker- opløsningen, hvorved denne gik i Gjæring, var altsaa uholdbar, fordi et saadant foraadnende kvælstofholdigt Æmne manglede. Gjæringen viste sig at være et simpelt Ernæringsfænomen, idet dens Væsen var, at Gjær- svampen (Gjæren) voxede og formerede sig paa Bekostning af det gjærbare Æmne, Sukkeret, der for Størstedelen blev spaltet i Alkohol og Kulsyre, medens dog en mindre Mængde af det tjente til Ernæring for Gjærsvampen; det var herved tillige bevist, at Gjær- svampen ikke behøver at lage sit Kvælstof fra organiske