Louis Pasteur

 ii naturligvis stor Opmærksomhed, men ogsaa, hvad man ikke kan undre sig over, stor Tvivl og megen Modstand. Hans Resultater viste sig dog at være væsentlig rigtige, og man maatte indrømme ham Nødvendigheden af frerp- tidig at skjelne mellem ilt'trængende Mikrober, Atiro- bionter, som han kaldte dem, og iltsky Mikrober, Anaerobionter. Dette stod fast, om end fortsatte Under- søgelser i Aarenes Løb lærte, at der rettest maatte op- stilles en tredie Gruppe Mikrober, hvis Ejendommelighed var, at de undervisse Forhold viste sig at være ilttræn- gende, under andre Forhold iltsky og derfor kaldtes »lejlighedsvise Anaerobionter« eller, som det kunde ud- trykkes, ilt vælgende Mikrober. For de udtalt iltsky Mikrober (»de obligate Anaerobionter«) synes Ilt ofte at virke ligefrem giftigt, selv i mindre Mængder. Bortset fra dette mærkelige Forhold tilliten viste det sig iøvrigt, til yderligere Bestyrkelse af, at Gjæringen alene skyldes Gjærcellernes Livsproces, at saadanne Paavirk- ninger, som erfaringsmæssig tilintetgjøre de le- vende Vægeners Liv, netop ogsaa virke stand- sende paa Gjæringen; det gjælder saaledes om de særlige Gifte for levende Væsener, f. Ex. Kloroform, Æther, Blaasyre, om meget høj og om meget lav Temperatur. Foruden Gjæringen optog Pasteur ogsaa den anden store Opløsning af døde Legemer, Forraadnelsen, i sine Undersøgelser. Ogsaa her paaviste han, at den første Betingelse var Tilstedeværelsen af Mikrober, og at det var disses Livsproces, der bevirkede Opløsningen; den eneste Forskjel mellem Gjæring og Forraadnelse var efter Pasteur det gjærbare eller forraadnelige Æmnes Natur; de væsentlig af æggehvideagtige, svovlholdige Stoffer, sammensatte organiske Legemer forraadne, medens de kvælstoffrie (Sukker, Mel o. s. v.) gjære. Men at Luftens frie Ilt skulde, som Kemikerne paa- stod, være den første bevægende Kraft ved Forraad- nelsen, ligesom at hele denne Opløsning væsentlig skulde