Louis Pasteur

30 medens det første store Hovedresultat af Pasteurs Gjæ- ringsforsøg havde slaaet det fast, at Fermenterne vare levende smaa Væsener, Mikrober, saa var der mange Formodninger fremme om, at Smitstoft’erne ligeledes vare mikroskopisk smaa, snyltende Organismer, en Theori, som allerede var gammel, men som netop dengang ved Mikroskopets Hjælp havde faaet ny Støtte i enkelte paalidelige Iagttagelser af, at der ved visse smitsomme Sygdomme konstant fandtes Mikrober i de angrebne Dyrs Legemer; det var saaledes af Davaine (1863) gjort i høj Grad sandsynligt, at en, allerede tidligere af Pol- lender i miltbrandsyge Dyrs Blod funden Mikrob var Aarsag til Miltbranden, en af de farligste smitsomme Sygdomme hos Husdyrene. Endelig havde Pasteur jo selv havt rig Lejlighed til at forvisse sig om, at Silke- ormesygdommene la Pébrine og la Flacherie skyldtes Mikrober; det maatte altsaa af mange Grunde ligge nær for ham at gaa over til Undersøgelser over Smitstoffernes Natur. I Farsoternes Optræden og Udbredelsesmaade er der nogle Ejendommeligheder, som man snart lægger Mærketil: Saaledes at samme Farsot snart optræder god- artet, snart paafaldende ondartet, uden at man kan forklare sig hvorfor; dernæst at visse Dyrearter vise sig uimodtagelige for Sygdomme, som andre Dyrearter ere meget stærkt modtagelige for: vi se f. Ex., at hvide Mus ere meget modtagelige for Miltbrandsmitten, hvide Rotter meget lidt modtagelige, Hunde næsten uimodtage- lige for den. Det samme se vi ved nogle af Menneskets Farsoter: Modtageligheden for en smitsom Sygdom er som bekjendt meget forskjellig hos forskjellige Individer; paafaldende er det, at Uimodtagelighed for en saadan Sygdom foruden at være medfødt (ligge oprindelig i Artens, Racens eller et Individs Natur) ogsaa kan være erhvervet; dette se vi især let ved visse af Menneskets Smitsoter, om hvilke allerede Aarhundreders Erfaringer have lært os, at et Individ, der engang har gennemgaaet