ForsideBøgerVarekundskab : Udarbejde…ik Paa Kolonialhandlere

Varekundskab
Udarbejdet Med Særligt Henblik Paa Kolonialhandlere

Detailhandel Fødevarer

Forfatter: Karl Meyer

År: 1898

Forlag: Axel Andersens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 301

UDK: 66.38

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 310 Forrige Næste
10 alle de Forbindelser, der indeholde Kulstof, og hertil høre Hovedmængden af de Stoffer, af hvilke Dyr og Planter ere opbyggede. De uorganiske Forbindelser kunne igen inddeles i tre Grupper, næmlig Syrer, Salte og Baser. Syrerne ere Forbindelser af Stoffer som Svovl, Kvælstof, Fosfor og nogle flere med Ilt og, saaledes som vi i det daglige Liv faa med dem at gøre, tillige med Brint, eller af et Stof som Klor (og nogle nærstaaende Stoffer, Jod og Brom) med Brint. Disse Syrer ere opløselige i Vand, og en saadan Opløsning har altid en mere eller mindre sur Smag. Den har tillige den Egenskab at farve de fleste blaa Plantestoffer røde, hvilket let iagttages, naar man dypper et med Lakmos blaatfarvet Stykke Papir ned i en Syre. De Grundstoffer, der danne Syrer, kaldes under eet Metalloider i Modsætning til Metallerne, hvis Forbindelser med Ilt kaldes Baser eller Metalilter (Metaloxyder). Af Metal- ilterne ere de fleste uopløselige i Vand, som f. Eks. Rust (Jærnilte), Mønje (Blyilte) o. s. v. Opløselige ere af de almindelig forekommende væsentlig kun Ilterne af Metallerne Natrium, Kalium og Kalcium, der kaldes Natron, Kali og Kalk, idet disses Opløsninger dog rettest maa betragtes som kemiske Forbindelser af Metalilte og Vand, s. k. Hydrater. Saadanne Opløs- ninger have en ludagtig Smag og farve de fleste røde Plantestoffer blaa. Hvad endelig Saltene angaar, da kunne disse betragtes som Syrer, hvis Brint er er- stattet af Metal. Lægger man et Stykke Zink i Svovl- syre, vil man iagttage, at der fra Zinkens Overflade stiger Luftblærer* op gennem Væsken, indtil al Zinken er opløst, og opsamler man denne Luftart og under- søger den nærmere, viser den sig at være Brint. Ind- damper man derefter Opløsningen, faar man et hvidt krystallinsk Stof tilbage, der bestaar af et Salt, som efter de Stoffer, hvoraf det er dannet, kaldes svovlsurt Zink, eller oftest - paa Grund af en ældre Opfattelse af Saltenes Natur *) - svovlsurt Zinkilte. Havde man istedetfor Svovlsyre anvendt Saltsyre, der som nævnt *) Tfølge denne betragtedes Saltene som direkte Forbindelse af de brintfri Syrer og Metalilte eller for Saltsyrens Saltes Vedkommende af Klor og Metal.