ForsideBøgerVarekundskab : Udarbejde…ik Paa Kolonialhandlere

Varekundskab
Udarbejdet Med Særligt Henblik Paa Kolonialhandlere

Detailhandel Fødevarer

Forfatter: Karl Meyer

År: 1898

Forlag: Axel Andersens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 301

UDK: 66.38

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 310 Forrige Næste
22 lige Handelssorter. Man skelner almindelig mellem Platmølleri, ved hvilket Stenene eller Valserne stilles tæt til hinanden, saaledes at der straks faas det mest mulige Mel, som dog ikke kan være meget rent, da en Del af Klidene ved denne Behandling males saa fine, at de ikke ved Sigtning kunne skilles fra Melet, og Højmølleri, ved hvilket Kornet først bliver behandlet paa Stene eller Valser med større Afstand, hvorved Klidene ikke lide saa meget og kunne blæses bort fra de itubrudte Kærner; disse behandles derpaa videre gentagne Gange, og man faar paa denne Maade finere Mel, men Behandlingen bliver ogsaa kostbarere. Jo finere Melet er, des større er dets Indhold af Stivelse og des mindre Indholdet af kvælstofholdige Stoffer, men disse fordøjes lettere i det fine Mel end i det grove. Hvedemel faas af de forskellige Hvedesorter, saa- ledes at man undertiden udsorterer indtil 12 forskellige Kvaliteter, af hvilke den fineste betegnes 000, derpaa følger 00, 0, 1, 2 o. s. v. Disse Sorter sammenblandes saaledes, at der i Handelen som Regel kun gaar følgende Slags: Stjærnemel eller Kærnemel af den bedst rensede Kærne. Mel Nr. 1 af den simpleste Kærne og Flormel af Resten. Under Benævnelsen Bage ri mel gaar som Regel en Blanding af alle Sorter, og ved Strømel förstaas de finest udsigtede Klid, der bruges bl. a. til at bestrø Pladerne med ved Bagning af Brød. Godt Hvedemel maa være fuldstændig tørt og have en hvid, svag gullig Farve uden mørke Prikker, der tyde paa Indhold af Klid eller fordærvet Mel. Lugten skal være svag og ren, Smagen kraftig, ren og ikke syrlig eller med daarlig Eftersmag. Sammenligning af for- skellige Melprøvers Farve sker bedst paa den Maade, at man udbreder ligestore Mængder af de forskellige Prøver ved Siden af hinanden paa en Glasplade og trykker dem let sammen med et Stykke stift Papir, hvorefter Pladen med Prøverne paa dyppes forsigtig ned i en Skaal med Vand, tages op og henlægges til Tørring. Efter Tørringen træde Forskellen i Farverne meget skarpt frem, ligesom mørke Punkter ses tyde- ligere end i det tørre Mel. Tager man i en Prøve Mel, skal den føles levende, og ved at trykkes i Haanden skal den knirke og danne en Klump, der gengiver