Varekundskab
Udarbejdet Med Særligt Henblik Paa Kolonialhandlere
Forfatter: Karl Meyer
År: 1898
Forlag: Axel Andersens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 301
UDK: 66.38
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
22
lige Handelssorter. Man skelner almindelig mellem
Platmølleri, ved hvilket Stenene eller Valserne stilles
tæt til hinanden, saaledes at der straks faas det mest
mulige Mel, som dog ikke kan være meget rent, da en
Del af Klidene ved denne Behandling males saa fine,
at de ikke ved Sigtning kunne skilles fra Melet, og
Højmølleri, ved hvilket Kornet først bliver behandlet
paa Stene eller Valser med større Afstand, hvorved
Klidene ikke lide saa meget og kunne blæses bort fra
de itubrudte Kærner; disse behandles derpaa videre
gentagne Gange, og man faar paa denne Maade finere
Mel, men Behandlingen bliver ogsaa kostbarere. Jo
finere Melet er, des større er dets Indhold af Stivelse
og des mindre Indholdet af kvælstofholdige Stoffer, men
disse fordøjes lettere i det fine Mel end i det grove.
Hvedemel faas af de forskellige Hvedesorter, saa-
ledes at man undertiden udsorterer indtil 12 forskellige
Kvaliteter, af hvilke den fineste betegnes 000, derpaa
følger 00, 0, 1, 2 o. s. v. Disse Sorter sammenblandes
saaledes, at der i Handelen som Regel kun gaar følgende
Slags: Stjærnemel eller Kærnemel af den bedst
rensede Kærne. Mel Nr. 1 af den simpleste Kærne og
Flormel af Resten. Under Benævnelsen Bage ri mel
gaar som Regel en Blanding af alle Sorter, og ved
Strømel förstaas de finest udsigtede Klid, der bruges
bl. a. til at bestrø Pladerne med ved Bagning af Brød.
Godt Hvedemel maa være fuldstændig tørt og have en
hvid, svag gullig Farve uden mørke Prikker, der tyde
paa Indhold af Klid eller fordærvet Mel. Lugten skal
være svag og ren, Smagen kraftig, ren og ikke syrlig
eller med daarlig Eftersmag. Sammenligning af for-
skellige Melprøvers Farve sker bedst paa den Maade,
at man udbreder ligestore Mængder af de forskellige
Prøver ved Siden af hinanden paa en Glasplade og
trykker dem let sammen med et Stykke stift Papir,
hvorefter Pladen med Prøverne paa dyppes forsigtig
ned i en Skaal med Vand, tages op og henlægges til
Tørring. Efter Tørringen træde Forskellen i Farverne
meget skarpt frem, ligesom mørke Punkter ses tyde-
ligere end i det tørre Mel. Tager man i en Prøve Mel,
skal den føles levende, og ved at trykkes i Haanden
skal den knirke og danne en Klump, der gengiver