Jens Vilhelm Dahlerups Liv Og Virksomhed
Udgivet Af Hans Medarbejdere

JENS VIL IL DA IILEKUP Pligternes Tid kommen«. Vilhelm Dahlerup forstod ikke Talen, men maaske netop derfor gjorde den el Indtryk paa ham, saa den aldrig gik ham af Minde. En anden, mere haandgribelig Begivenhed fra hans allerførste Aar maa vi heller ikke glemme — den satte nemlig blivende Spor under hans senere mangeaarige Kunstnerbane. Paa Grund af En- gelsk Syge kom han først sent lil at gaa, øg da han derfor, vistnok henved 2 Aar gammel, havde brækket sin højre Arm ved at vælte med Barnevognen, anbragte Moderen ham i en Stol og gav ham Tavle og Griffel al lege med. Han kradsede løs efter bedste Ev- ne med venstre Haand, og da han G Aar gammel igen var saa uhel- dig at brække Armen, genoptog han legnekunsten paa samme Maade. Dahlerup har derfor sagt, at han forsøgte paa at tegne før- end paa at gaa«; dette er naturlig- vis hans Spøg, men givet er det i hvert 1 ilfælde, at den sidstnævnte Begivenhed gjorde ham kejthaan- det for lavet. Alt, hvad han har Facsimile af Dahlerups Brev med Oplysninger til Weilbachs Kunstnerleksikon. ^/^^^^4Z^.^ virket gennem de mange Aar, er frembragt ved den venstre Haands Arbejde, og naai det som Vidnesbyrd om hans store 1 egnefærdighed er bleven nævnt, at han kunde tegne lige saa godt med venstre som med højre Haand, er dette kun for saa vidt sandt, søm han senere hen i Livet ogsaa søgte at udvikle Brugen af den højre, og derved opnaaede at kunne give sig selv en ekstra Haandsrækning. Han har saaledes mangfoldige Gange gjort det Kunststykke at tegne en Vase samtidig med højre og venstre Haand. Mange er de Fortællinger, som i Aare- nes Løb ei bievne lil paa Grund at Dahlerups Forkærlighed for den venstre Haand. En af dem, der viser den elskværdige Humor, som til alle Tider har kendetegnet Kunstneren, lyder i bølge Prof. Martin Nyrops Gengivelse saa- ledes: En ung Arkitekt, der en Tid havde tegnet hos Dahlerup, men hvis frem- trædende Væsen ikke just stod i Forhold til hans egen Dygtighed, var korn- næn lil Kristiania, hvor han pralede med, at han var »Dahlerups højre Haand«. Udtalelsen faldt en af dennes derværende Venner for Brystet, men paa Fore-