Geometri Og Mekanik For Kunstnere Og Haandværkere

214 sige storste Udstrækning; paa det andet Plan mindre, paa det tredie endnu mindre, og saa fremdeles. Paa det første Plan, eller ganske nær ved bette, anbringer Kunstneren i Almindelighed sine Hovedfigurer, hvis Udstrækninger meest tiltrække Tilskuerens Opmærk- somhed. Det er indlysende, at Figurernes perspektiviske Af- bildninger maae have en bestemt Udstrækkning i Forhold til det Plan, hvorpaa de findes. Bcstcemmer Maleren ikke denne nsiagtigt, bliver hans Maleri falsk, og Gjenr standene vise sig ikke i de Afstande, han har villet am tyde; har han endog givet deres Hoveder en rigtig Stilr ling, og deres Hicsrene en rigtig Retning, ville de Air gurerz som skulde see paa hinanden, dog ei synes at gjore det, etc. Malerne kunne begaae, og begaae virkeligen endnn mangfoldige andre Feil i Perspectkvet, især naar de fremstille Legemer, Arme, Veen, hvis Rcetninger ikke ere parallele med Tavlen, og derved ofte forkortes. Disse Forkortninger ere for Kunstnerne den van- sieligste Deel af Tegningen; meget ofte lykkes det dem ikke at fremstille dem, uden ved at sætte Modeller i den Stilling, de ville gjengive; de stille sig da selv mod Modellerne i det Standpunct, hvor Tilskuerne bør staae, med Hensyn til den Scene, de ville afregne. Dette ringe Antal Grundsætninger, vi saaledes have udviklet, vil være tilstrækkeligt, fov/ i en Mængde Til-