Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk
Forfatter: Andreas G. Jensen
År: 1924
Forlag: Levin & Munksgaards Forlag
Sted: København
Sider: 183
UDK: 666.3 Jen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
90
JYDEPOTTEN
sit navn efter en pottemands udraab neden for banken: „Vi
kommer aaller op (aldrig op)!“
De østjyske bønder lo medlidende ad det hele, endnu siger
ordsproget: Galop, sagde grydemanden, begge hans heste var
trætte! Og om den, der kører langsomt, hedder det: Han kører
med potter!
koruder: bankerne var der Kolding gader, selv i nyere tid
virkede den toppede stenbro ret respektindgydende, i gamle
dage var den endnu værre, for pottemændene var den frygtelig.
Her kunde selv en respektabel vogn give op og synke i knæ.
Mod en saadan skare genvordigheder var det intet under, at
pottemændene helst kørte i følge, selv den bedst kørende havde
stundom brug for en haand; thi det var dog lettere at spænde
fire heste for vognen og køre læs for læs op ad en lang
banke, end at den enkelte skulde køre sit læs ad to gange og
altsaa læsse det hele om, og nedad virkede en kraftig haand
i hjulet som en god bremse; tit gik ogsaa en mand foran
og holdt imod vognstangen.
Inden man om morgenen drog fra Hvilested, blev vognene
set efter og smurt af tjærekanden, en jydepotte der hang og
dinglede mellem baghjulene. Ogsaa pottemændene styrkede sig
til de forestaaende genvordigheder med en god morgendram
i kroen, og det blev vel ikke altid kun ved een dram. I hver
fald paastaar man, at de pottemænd, der med fuldt læs kørte
om kap ned ad Kolding banke, saa en af dem styrtede af
vognen og slog sig ihjel paa stedet, havde faaet mere end een
dram i Hvilested kro, selv om de ganske vist var fuldstændig
ædru, da de samlede deres døde fælle op.
Mange af pottemændene skulde ikke længer end til Kol-
ding, hvor købmænd aftog hele læsset for saa at skibe potterne
andet steds hen. Andre drog „sønder op“ eller drog paa landet
i Koldingegnen; men mange fortsatte til Snoghøj for at blive
færget over til Fyn. Ved færgestedet spændtes hestene fra;
gennem en ring bag i vognen blev stukket et tov, i hvilket
et par mand holdt igen paa den alt for villige vogn, mens
den forsigtigt blev skubbet ned til og ud paa færgen, hvor
der var plads til to vogne ved siden af hinanden. Naar ,saa
folk og heste var kommen med om bord, gik turen til Fyn,
for pottemændene det forjættede land, hvor der var et stort
°g godt marked for jydepotter. „Fyn det er et godt lille land, for
dier faar en naawed for naawed“.