Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

HANDELEN MED POTTER 95 Disse pottemænd, der klippede kunderne, naar lejlighed bød sig, der klappede hverandre af i kortspil, og med et svedent blink sendte en konkurrent ind paa et strøg, der nys var forsynet med potter, var paa den anden side til det yderste redelige og punktlige over for „kjend folk“. Jævnlig fulgtes paa et godt strøg to eller tre vogne, saa overlod man hele salget til den dygtigste handelsmand, der solgte skiftevis fra de forskellige vogne; tit var hans egen den, der blev sidst torn, og i liver fald havde ingen grund til at beklage sig som forfordelt. — Nogle pottemænd havde fulgtes ad paa Fyn for at spore gennem sneen for hverandre. Da de senere skiltes, satte de hverandre stævne til bestemt tid i en kro for derfra at følges hjem. Imid- lertid blev det en saadan snestorm, at den ene maatte sætte heste og vogn ind i en gaard; men i forrygende snefog gik han derpaa til fods over en mil for at give møde efter løfte. Som allerede tidligere nævnt skulde store og smaa potter helst gaa op med hinanden. Der krævedes derfor et ret godt overblik for at kunne foretage indkøb, og gode evner til at kunne snakke for varerne, saa pottemanden ikke til slut kom til at køre rundt udelukkende med store gryder, eller kun med smaa potter og pander. Fik man paa en kortere tur en del til overs, var der i reglen ikke andet at gøre, end at tage potterne med hjem igen. Det var nu slet ikke saa rart; „kom en hjem ved nattetid, gik ’et endda an, saa kund’ de jo sawtens bæres ind“; men at komme hjem igen med potter ved højlys dag, det var uvægerlig at blive genstand for naboernes smil og spot. Var det paa en længere tur, at der blev en slant tilbage, maatte pottemanden da i hver fald sørge for, at det var af de mindre kar. Saa opsøgte han en høker og solgte ham det hele. Og ve den høker, der ikke var inde i handelen; han blev uvægerlig snydt, for ,,æ pottehandel var li’ saa ærlig som æ hæst'handel, men heller ett mier“. Til høkerne solgtes ogsaa i snese, men rigtignok i enkelte snese. Naar en potte- mand sagde: „A haar giwn en speci’ for æ snes tal, ve’ do gi’ tretten mark for æ snes, ska’ do ha’ dem“, saa kunde ingen sige ham noget paa, og han behøvede ikke at bebrejde sig selv noget. Men naar man husker, at der gik en tresindstyve potter til en snes talfærdig, forstaar man, at det ikke var saa hel daarlig en forretning for pottemanden. Det almindelige var, at høkeren maatte betale for en enkelt snes, hvad pottemanden havde givet for en snes tal.