Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

HANDELEN MED POTTER 97 han i løbet af kort tid havde ganske udsolgt. Da han kom et stykke bort, væltede han alle skaarene i grøften; men det var uheldigvis saa nær ved byen, at folkene siden opdagede hvorledes pottemanden havde spillet dem et puds, og da han kom næste aar, jog de ham ud af byen. Hen mod aarhundredets midte kom en anden handelsmand det var storhandleren Hans Clausen. Han lod fragte store partier af sorte potter til slesvigske og holstenske havne. Flere skippere førte i over 20 aar potteskibe for ham. En skibsladning holdt C. 20 læs potter. Selv agede han syd paa i sin pottevogn og afsatte et læs undervejs. Naar han saa i havnebyerne havde faaet sine potter fortoldede (1 skilling pr. pd. i told) og ind i de store oplagsrum, drog han med sin vogn paa krys og tværs gennem Sydslesvig, Holsten og Lauenborg til Mecklenburgs og Hannovers grænser. dil hans store forundring spurte folk i det østlige Holsten efter pottei med hul i bunden. Man havde der aabne ildsteder uden skorsten, kun en lyre i taget, som røgen selv maatte finde ud af. Det gav da ofte stærk røg inde i huset, og som middel herimod hængte man en saadan hullet jydepotte op i begge ører ved lyrens nederkant. Clausen mente, det var „overtro“; men han afsatte sine havarerede potter til gode priser. Efter krigen blev handelen vanskeligere, da skulde man for at handle have gewerbschein — „ski-in“ (schein) kaldte Clau- sen det —' det var ikke let at faa for danske, men Clausen var vestjyde og fandt paa udvej. Han gik til herremænd og præ- ster og fik gode skriftlige vidnesbyrd, og da disse heller ej slog til, lod han sig indskrive som „handelsmann“, saa fik han sit „ski-in“, og handelen gik igen. Da sydbanen blev an- ■ lagt, sendte Clausen hele vognladninger af jydepotter til her- tugdømmerne, og først da fabrikationen var svundet saa stærkt ind, at han ikke længere kunde samle til hele vognladninger, opgav han pottehandelen efter at have drevet den i over 50 aar, han var 19, da han begyndte. Som sagt kom de fleste ikke længere end til de tysk- talende egne; men enkelte vovede sig dog helt til München, Berlin, Leipzig, Dresden og Wien, og ikke faa kom baade saa langt og saa tit, at de lærte det tyske sprog nogenlunde. Stundom solgte pottemanden ogsaa baade heste og vogn og vandrede hjem. I disse fjærne fremmede egne fulgtes potte- mændene oftest to og to. Tit havde handelsmanden folk til 7