Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

98 JYDEPOTTEN at føre potterne hjemme fra til de egne, hvor han selv drev handelen En nulevende vestjysk sognefoged kørte allerede før konfirmationen til Flensborg med potter, hvor faderen saa tog dem og fortsatte videre gennem Angel og Holsten. Her ude i det fremmede drejede pottemanden tit ved aftens- tid sin vogn ind ved siden af vejen, satte hesten i tøjr ved vejkanten eller paa marken, til sikring mod hestetyve med en solid laas om benet — hvilket da ogsaa brugtes af pottemænd i hjemlandet — og saa lagde han sig tillige med sin hund til hvile under vognen. Selv om det ikke var de daarligst kørende, der kom saa langt af led, og skønt deres varer var efterspurt nok, saa de sydlige folk dog ned paa disse handelsfolk. Friserne kaldte de sorte potter „graa ringler“, og deri laa vel intet nedsættende; Fig. 27. Studesko. Hestelaas. men naar man i Ditmarsken kaldte dem for „tater-pütt“, saa var det næppe et hædersnavn, saa lidt som „jütsch porzellän“ i andre egne, og et uforstaaeligt maal var „pottdänsch“. Fra gammel tid har sønderjyder set ned paa nørrejyder, og halvt foragteligt, halvt medlidende blev „jyllandskaael" og „potte- mænd“ betegnelse for nørrejyder i almindelighed. De var ifølge traditionen enfoldige. Disse hedeboer kendte hverken til sund eller fjord. „De’ vaar da et Fanens vaj (vadested)!“ soi han æ pottemand, da kør’ han ægømel Synnerbaarre fjoe. Og saa hestene, man fandt det tit ubegribeligt, at de kunde gaa uden krykker. — Pottemændene lod dem snakke, de solgte godt og tjente godt, og det var derfor, de var kommen. Trods de hindringer, der efter 1864 lagdes i vejen for han- delen, vedblev Sønderjylland dog at være et eftertragtet mar- ked, og mange handelsmænd lykkedes det at erhverve det omtalte „schein“, der gik under navnet „huserbevis“. Det kostede 16 prøjser (1 pr. thaler = 8 danske mark = 267 øre) og gav ret til at „husere“ overalt i Slesvig for et aar. De rigtige handelsmænd kunde jo nok bære denne afgift; thi