Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

HANDELEN MED POTTER 99 selv om de ikke som Bertel Vittrup tog 24 skilling, hvor de selv gav en, saa forærede de dog ikke varerne bort. Lige til det sidste var der god efterspørsel. O. 1890 var to pottemænd ved Flensborg; de tog en prøjser for potter, som de selv havde købt for 25 øre, og „vognene blev ligefrem stormede“. Fra gammel tid var der jo toldgrænse ved Kongeaaen. De fleste pottemænd levede dog i god forstaaelse med tolderne. 1 almindelighed fik disse et par gryder eller potter, som de nu havde brug for, saa kunde de snart se, at der ikke var noget gemt mellem potterne. Ellers skulde der være læsset saadan, at tolderne kunde stikke deres jærnsøgere ind mellem potterne, og hos de enkelte, der af nærighed ikke havde en potte til- overs, kunde denne indretning let „ved et uheld“ gaa gennem et par gryder, saa der intet var tjent for pottemanden. At et pottelæs godt kunde bruges til smugleri, viser føl- gende meddelelse fra Aarhus i Berl. Tid. 4—7—1835: „Told- væsenet konfiskerede her forleden Dag endeel Contrebant, der syntes saare vel forvaret, nemlig midt inde i et stort Læs sorte Leer-Gryder“. Yderligere oplysninger om denne sag findes ikke. Skipperne kunde ogsaa forsøge at faa selve potterne told- frit ind. Ved Husum kunde de undertiden lægge til om aftenen ude ved diget og saa i nattens løb faa potterne kørt op uden at ulejlige tolderne, og noget lignende har vel kunnet gaa for sig andre steder. Den skilling, der var spart, var jo tjent, og overalt betragtede man tolden som en uretfærdig afgift. Pottevognene s« nder op gemte dog som regel ikke noget. Det var mindre for henturen end for hjemturen, man ønskede at staa sig godt med tolderne. Sønder fra førte pottemændene nemlig som „returfragt“ kaffesager (kolonialvarer) — der her kunde købes billigere og med god fordel sælges i smaahandel hjemme — samt alenvarer, dels købetøj, dels hjemmevævede ting, som man især tiltuskede sig paa Als. For at ingen skulde „faa ondt i øjnene“ af disse ting, var vognene forsynede med dobbelt bund, altsaa tilsyneladende tomme, og saa slap „kendt’ folk“ jo let igennem. De paaholdende pottemænd maatte i steden for den lette og værdifulde alenfragt nøjes med at føre bilæggerovne hjem, og det sled paa baade heste og vogn. Fra Angel førtes en del hør hjem, men det var dog især potte- skipperne, som hjemførte hør fra Riga. Den tidligere nævnte Clausen drev — foruden med mange andre ting — en meget omfattende forretning med ost (kap- 7*