Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

126 JYDEPOTTEN ensartede, og selvfølgelig brugte man af samme slags i den hjemlige husholdning. Det var egentlig kun, naar det drejer sig om de særlige genstande, der laa uden for handelskarrene, eller hvis man til gave eller eget brug gjorde en særlig gryde, at pottemagersken er gaaet uden for reglen og har ladet det individuelle spille ind; men tiest har dog disse kar alligevel saa meget af egnspræget, at det vil være muligt at stedfæste dem. Men det var handelskarrene, der prægede virksomheden. Der har sikkert været adskillige, der kunde svaret som den sidste pottepige i Hejnsvig, da hun blev spurt, om hun havde lavet kærner og sengevarmere, „saarn (saadant) pjatteri er der da ingen, der lawer — saarn pjatteri lawed a ett, a lawed lig’ te æ pottemand.“ Fig. 48. Karhusepotter. Nogle fandt jydepotten plump og klodset, og selv om det skal indrømmes, at der ikke toges ængstelige hensyn til selve udførelsen, og at brugshensynet var det afgørende, saa fik dog jydepotten derigennem et liv og en ægte skønhed i linjerne, der virker umiddelbart indtagende, og som man forgæves vil søge hos vore moderne lerkar. Men forøvrigt fremgaar det forhaabentlig af det foregaaende, at der præsteredes baade lette og velformede kar. Adskillige talemaader vidner om, at folk har haft udmærket øje for, hvor „levende“ jydepotten var. Det hedder om den pige, der staar med en sikker holdning, at ,,hun staar som en pott po trej tæer“. Og staar hun alt for overmodig med hænderne i siden, saa „staar hun som en towøret pott’“. Naturligvis gil< jydepotten ogsaa ind i datidens mange gaader. Det hedder f. eks., „a kinner en sølle swott jen, den haar trej bien aa ka’ ett gaa, den haar tow ører aa ka’ ett hør’, aa den haar en stuer mund aa haar eet aa kom i ’en“.