Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

POTTETØJETS FORMER OG BRUG 127 Hvor værdifulde disse ydre fortrin end var, saa er det dog indlysende nok, at de alene ikke kunde skaffe jydepotten den udstrakte efterspørsel, som den var genstand for. Det kunde derimod dens fortræffelige egenskaber som koge- og stegekar. Som saadan pristes den baade af doktorer og professorer saavel som af den menige mand, og værdsattes baade i ind- og udland. I „Danske Atlas“ hedder det efter omtale af uldbinding, hatte- og træskotilvirkning, „men endnu af større Betydning er det Jydske Leerkar-Arbeid, som gemeenlig kaldes Jydepotter, eller sorte Gryder, Potter, Pander, Skaaler, med videre, hvoraf ud- føres ei alene i stor Qvantitet til Kiøbenhavn og Provincerne, men endnu en større Mængde til Tyskland, Holland og Øster- søen, da Jydepotter overalt, endog i Lifland, holdes for det bedste Slags Kar til at kaage Mad udi“. Noget senere erklæ- rer J. Cl. Tode, at „en sand Rigdom besidder Danmark i sine saakaldte Jydepotter, de nyttigste Kar paa Skorstenen, som man kan ønske sig. De ere got Kiøb, de kunne længe holde ud (naar man veed ret at behandle dem) og de giøre Sundhed ikke den ringeste Skade“. Her er vi netop ved jydepottens hovedfortrin frem for andre lerkar og metalkar. Maden brændte aldrig paa i den, fik aldrig smag eller farve af karret, selv om den stod deri i lang tid. Ulemper fra glasur kunde der jo slet ikke være tale om, da jydepotten ingen glasur havde. Ja, det paastaas den dag i dag i fuldeste alvor og fra de forskelligste egne og befolkningslag, at ellers ens tillavet mad blev mere velsmagende, naar den kogtes i en jydepotte end i andre slags kogekar. Naar en del af de gamle ogsaa mener, at vor tids megen mavesvaghed har sin aarsag i, at man ikke længere koger i jydepotter, saa gaar de jo nok videre, end vi kan følge dem; men det er hævet over enhver tvivl, at jydepotten var et udmærket kogekar. Og det var ikke alene i husholdningen, man brugte jyde- potter, de anvendtes til kemisk brug, og helt til o. 1870 brugte man dem paa apoteket ved tilberedning af medicin. Man havde de sorte lergryder i alle mulige størrelser, lige fra „wor muwers den bette pott’“ — den lille gryde, hvori konen lavede lidt godt for sin egen mund — til gilde- gryder der var saa store, at de kunde rumme flere spande vand, og som, naar de laantes ud, maatte transporteres i flettede vidjekurve, paa lignende maade som man i vore dage trans- porterer syrebeholdere. To saadanne gryder havde man f. eks.