Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

POTTETØJETS FORMER OG BRUG 129 Selv om de store gryder var saa stærke, at de kunde hænge i ørerne over ilden ■— i almindelighed stod gryden ned i ilden eller paa en trefod — saa var dog baade smaa og store kun skrøbeligt ler, der ikke taalte haarde stød. Man havde til over- flod erfaret, at „gal kvind’ gir braadn’ potter“, og hvad hjalp det, at et kvindemenneske, som „æ sind“ var løben af med, bagefter pillede skaarene op og fandt ud af at „saad'n haar ’et sat“, de skaar blev aldrig til gryde mere. Men en gryde kunde saamænd ogsaa godt gaa i stykker uden haardhed. „Sworten taal’ te rø’: brister mi’ røw, saa er do dø'!" (Gryden med vand siger til ilden: brister jeg, slukkes du). Alligevel skete det jo, at ilden blussede saa stærkt, at gryden sprang ved det. Endnu er bevaret mindet om adskillige gilder, hvor gryden var sprunget og suppen løbet i asken. „Det waar saavist en warm plads æ køks stod po, der waar kun jen gjord om æ gryd“. I slige tilfælde havde køksen dog som regel ikke skyld i uheldet. Langt værre var det for den køks, der ved et vest- jysk gilde havde faaet grødgryden anbragt i sengehalmen (den tids høkasse) og som derefter styrkede sig med saa store dramme, at hun senere, da grøden skulde røres op, rørte bunden af gryden og sengehalmen op i grøden. Det var baade mange og drøje bemærkninger, der faldt ved bordet, mens gæsterne sad og undersøgte hver skefuld og pillede halmen af, inden grøden kunde glide. Lergrydens skrøbelighed var en ulempe for alle. Tode oply- ser, at man i Holsten søgte at bøde herpaa ved at ombinde gryderne med jærntraad, og han raadede sine landsmænd til at gøre det samme, saa var gryderne ikke saa skrøbelige. Man fulgte dog vist ikke hans raad. Naar enkelte af de her afbildede kar er ombundne, da er dette en foranstaltning fra museets side. — Men med god behandling, „aa nær der helsen ett waar waanheld, saa ku’ di hold’ læng’“ ogsaa uden jærntraad. Paa Herning museum findes saaledes en lergryde, der har været brugt daglig gennem 30 aar i Thorsted degnebolig. Og endnu i 1923 stegte en gammel kone i en flakning, som var omkring 100 aar gammel. Den havde været brugt stadigt baade af hende og hendes moder. En mængde gryder brugtes til henkogning af fersk slagte- mad, der heri kunde holde sig i lang tid. Rundt omkring i landet stilledes i slagtetiden hele rækker af saadanne jydepotter, 9