Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

130 JYDEPOTTEN tilsmeltet med fedt, hen paa hylderne i kældre og spisekamre. Finker lavedes i store portioner og kunde i lang tid staa i jyde- potter. Det øverste lag fik ganske vist ofte tommelange skim- melhaar, men dette „laag“ kunde med forsigtighed lettes, og naar man havde øst op, hvad man vilde have, atter lægges over resten. — I Vorup fortalte de gamle, at tidligere var vinterkosten især grønkaalssuppe. Den kogtes i en af de store toørede gryder, og derefter hældtes der op i seks af de mindre enørede gryder, saa der var til en dag i hver, saa spiste man opvarmet kaal til middag de seks ugedage. Maaske var dette en mindelse om de middelalderlige forhold, da man fik opvarmet mad de seks af ugens dage. — Til opbevaring af mel og gryn brugtes ogsaa jydepotter, paa Koldingegnen endnu enkelte steder omkring 1920. Fig. 50. Tragte. Endog i marken kunde gryden følge med. Paa sine steder (f. eks. Fanø) var det tidligere ikke ualmindeligt, at folkene fik en gryde grød med i marken. Den holdt sig udmærket varm, hvis den stod ned i et møglæs eller paa anden maade var pakket ind. I et hjørne af skorstenen stod forresten en tildækket gryde, det var „lødgryden“ — „wor muwers den slemm’ gryd'" — den indeholdt gæret urin, der brugtes ved hjemmefarvning, og som dels alene, dels ved tilsætning af forskellige stoffer og tørrede planter gav de forskellige kulører. Selve farvningen foretoges i lødgryden eller en anden stor lergryde, der tillige kunde bruges som vaskekedel. — Nogle steder havde fiskerne store lergryder til at koge deres tjære i. Til brygkar havde man en stor lergryde med taphul gennem en tud i bunden (fig. 51). Den stilledes under brugen paa en løbkrans oven paa „æ tapstol“. Naar øllet var gæret, tylle-