Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

152 JYDEPOTTEN har disse tanker ikke ligget klare og været genstand for over- vejelser. Men det var dog hele tiden saaledes, at de folk, der drev pottemageriet, ikke følte sig som pottemagere, der havde jord, men som bønder, der gjorde potter. At der var tider, hvor potterne gav hovedindtægten, ændrede ikke denne opfat- telse. Datidens folketællingslister er tydeligt prægede af samme tankegang, idet der som regel intet er nævnt om pottearbejdet, og naar det i enkelte sogne noteres, kommer det altid, selv under den højeste blomstring, som det underordnede erhverv. Dette forhold er værd at mærke sig, da det er af afgørende betydning, hvis der opstaar konflikt mellerm de to erhverv. Der var som bekendt tider, hvor hovedvægten lagdes paa pottearbejdet, og hvor landbruget og dets udbytte var højst kummerligt, men derfor slap man det dog ikke. Naar sogne- fogden i Lervad i sin tid siger til de Horne mænd, „I kan drive jeres gaarde noget bedre, saa kunde I være fri for at smadre i leret , saa tyder dette paa, at man ikke har anset pottear- bejdet for det eftertragtelsesværdige, men som det nødvendige. Det gamle ord, at „æ gryd’arbejd’ waar en skidden bestelling, men de ga’ en ren skjelling“, rammer vist lige i prikken. Det var det sikre og hurtige udbytte, der var pottemageriets nerve, og som stundom ganske gav det overtaget. Men der synes hverken i ældre eller nyere tid at have været noget til hinder for at slippe det, saa snart man ansaa landbruget for det givtigste, selv om en omlægning baade til den ene og anden side naturligvis skulde have sin tid. Allerede 1770 indberetter assessor Friis paa Lundgaard i Gammelstrup, at det kun er hans hoveribønder, der gør sorte lerkar der paa egnen, og at de derved har en fordel frem for hans hovfri bønder, „som dertil mangler Materie og Ildebrand“. Dette lyder højst usandsynligt. Havde de hovfri bønder set deres fordel ved at gøre potter, havde de vel næppe haft uovervindelige vanskeligheder, ved at skaffe det nødvendige 1er og lyngtørv. I hver fald var der senere rigeligt af begge dele til en langt større produktion. Jeg kan ikke afgøre, om det er ringere interesse for gaardenes drift, om det er den øjeblikkelige rede indtægt, maaske at denne indkomst var afgiftsfri, eller muligt et andet forhold, der bragte hovbønderne til at holde fast ved lerkarrene. Men at forholdet har en anden aarsag end den af Friis fremførte, synes sikker nok.