Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

LOVBESTEMMELSER OM POTTE- BRÆNDINGEN I god overensstemmelse med den traditions- og stedbundne tilværelse, som jydepottefabrikationen førte, møder man den sparsomt i dansk lovgivning. Først i Christian Vs danske lov (1683) nævnes (3—13—23) blandt de haandværkere, som maatte bo paa landet, „Pottemagere, som gjøre sorte Potter“. Denne tilføjelse til de i foregaaende lovbud nævnte landhaandværkere betød rimeligvis dog ikke noget nyt paa pottemageriets om- raade, men vel kun at et bestaaende forhold lovfæstedes. Virksomheden fortsattes uomtalt og uberørt af de forskel- lige, endog modstridende forordninger, der i følgende tid blev givet for pottemagere, der brændte røde og glaserede potter. I plak, af 3. april 1816 § 1 kom imidlertid en bestemmelse om, at de paagældende landhaandværkere skulde have over- øvrighedens tilladelse til at nedsætte sig, og at denne skulde iagt- tage, at ikke et større antal, end distriktets tarv fordrede, fik saadan tilladelse. Hvis denne bestemmelse var blevet fulgt, maatte den betydet jydepottefabrikationens undergang. Den blev da heller ikke fulgt. 1 skrivelse af 29. decbr. 1829 til kancelliet meddeler stift- amtmanden i Ribe, at der i den anledning var rejst en politi- sag af en person, som var i besiddelse af en fra det forrige generallandøkonomi og kommercekollegium udfærdiget bevilling til at brænde røde potter. Stiftamtmanden ytrede, at landboerne i de fleste af Ribe amts vestlige sogne forfærdigede sorte og røde (?) potter, at denne virksomhed øvedes af alle landboer, som fra barndommen i hine sogne vænnedes dertil, og derfor betragtedes som en anden bondehaandtering, der var uad- skillelig forbunden med jordbruget. Derfor havde en særlig bevilling — uagtet plak, af 3. april 1816 — ingensinde været