Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

158 JYDEPOTTEN ingen Forandring lider af Madens virksomme Deele, saa kan Maden heller ingen Forandring lide, nemlig ingen fremmede Deele optage af Karret“. Han meddeler, at han „er blevet an- modet om at bekiendtgiøre disse Kars store Nytte for (frem for) de Udenlandske“. Da Tode ikke kender fabrikationen, vil han overlade andre at meddele derom, men han „vil bestyrke Læsernes Tro til Jydepotten“. Oplysning om fabrikationen kommer dog først med dr. og professor Laurids Smiths afhandling i „Iris“ 1790, der tillige behandler „denne Industries Artikels Fordeel for Staten“. Denne positive afhandling er gentagne gange anført, her skal yder- ligere fremføres: „at intet af alle vore indenlandske Kunstflids- Producter er nyttigere og begjærligere end dette. -------Den For- deel disse Kars Forfærdigelse giver, er en reen Vinding for denne Egns Beboere, som de uden denne Industri ikke havde Lejlighed til at forhverve sig. Provenuen af disse Kar er i den egentligste Forstand National-Vinding“. Som det fremgaar af det tidligere anførte var Smiths udtalelser bygget paa egne un- dersøgelser og beregninger. Han slutter sin omtale af virk- somheden med følgende kraftige linjer: „Tryk og Trang haver den hidtil, saavidt mig bekendt, ikke lidt, og Understøttelse haver den ikke behøvet; et Bevis for at Tingen er naturlig og god, da den bestaar ved sig selv. Gid man kunde sige det samme om alle vore Fabrik-Anlæg“. Det var forøvrigt saare heldigt for jydepotteindustrien, at den kunde klare sig selv; for der var næppe blevet gjort noget for at holde den paa benene. Da O. J. Rawert (senere etats- raad og kgl. fabrikdirektør) efter en rejse i 1819—20 giver be- retning om industriens tilstand i provinserne, skriver han, at „af Huusfliden hæver kun Vævningen og Strømpebindingen sig til nogen betydelig Høide; thi det øvrige tjener blot til at for- syne det øjeblikkelige og indenrigske Behov, med mindre det skulde være Pottemageriet, som dog mere maa betragtes som en Fabrikation, end som en Huusindustri, thi denne sysselsætter sine Udøvere blot i deres fra andet Arbejde ledige Timer. Pottemageriet derimod er for dens fleste Udøvere en Hoved- næringsvej“. Efter omtale af vævning og strømpebinding fort- sætter Rawert: „De øvrige Grene af Land Industrien forbigaaes her, da de, efter min Formening, ikke saaledes behøve Re- gjeringens særdeles Omhu; thi, om de i Silkeborg og Rye Skove kunde bringes til at skjære Træsko ligesaa nette, som de fra