Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

160 JYDEPOTTEN Industri, som endnu maa betragtes som raae Natur, og som dog ved saa simple Midler har naaet et saadant Omfang, kunde blive fuldkomnere baade med Hensyn til Arbejdsmaaden, Bræn- dingen, Productets Former og Godhed, er en Selvfølge. Bru- gen af Pottemagerskiven, som dog nok er ingen Mand formeent, men som ikke kjendes, vilde lette Arbeidet, forøge Produc- tionen og gjøre det mueligt, at levere bedre formede Kar. ------ hvorvel man maa indrømme, at Formerne, som Frihaandsar- beide betragtet, vidne om en øvet Haand og et skjærpet Øje.“ Derefter optræder pastor Ramsing mod den lovparagraf og det privilegium, som efter hans formening hindrede den øn- skede udvikling. „Men her er sat Bom for videre Fremskridt. Det er kun Pottemagere, som gjøre sorte Potter, der maa boe paa Landet, — og ved stærkere Brænding kunde Potterne let blive rødere, end Loven tillader, da man endnu ikke har været i Skole hos Engelskmændene og lært ogsaa ved stærk Brænding, at forfærdige sort fint Pottemagerarbejde uden Glasur.“ Vi- dere ivrer Ramsing mod opretholdelsen af et privilegium, som slet ikke udnyttes, idet der ikke findes en eneste „rød“ potte- mager i samtlige vestjyske købstæder og faa i de østjyske. Det var dog ikke lovens paragrafer, der stod i vejen. Ganske vist tillod Christian Vs danske lov kun „Pottemagere, som gjøre sorte Potter“ at bo paa landet; men denne begrænsning var officielt hævet ved forordningen af 23. marts 1827, hvor det i § 10 hedder: „Saa skal og den Indskrænkning, L. 3—13—23 indeholder for Pottemagere paa Landet, at de kun maae for- færdige sorte Potter, for Fremtiden bortfalde“. Det, som hin- drede en ændring af arbejdsmaade og produkter, var simpelt hen den seje fastholden ved det en gang overleverede, hvilket kendetegner virksomheden til det sidste. Ogsaa A. F. Bergsøe (1847) vilde have produktionen lagt om. „Af den stærke Søgning som denne Industrigreens Pro- dukter har, nu den drives paa en saa højst ufuldkommen Maade, kan man slutte sig til, hvad den maatte kunne blive til, naar den blev drevet af Mænd med tilbørlig Indsigt og Capital, og højlig maatte man derfor ønske at nogle saadanne maatte ville hellige sig samme“. Disse mænd kom dog ikke, og uden indgreb ude- fra var en ændring utænkelig. Det hedder i „Udsigt over Udst. i Kjbh. 1836“: .,Paa Udstil- lingen manglede iøvrigt aldeles Prøver af de saa bekjendte sorte Jydepotter“, og ved udstillingen i Kjøbenhavn 1844 lyste