Jydepotten
Vort Lands Ældste Haandværk

Ml-2.0A.fiA0. g weecoewonivice-kiele-i-kkemtieccsc-coanasisan..Dltccttcctct. 166 JYDEPOTTEN Tilvirkningen af sorte Potter efter tidligere at have været al- mindelig Husflid henimod Slutningen af det 17de Aarhundrede gik over til at drives snarere som Haandværk, thi uden Grund er det naturligvis ikke, at Christian V.s Lov i Modsætning til tidligere Love nævner „Pottemagere, som gjøre sorte Potter“, mellem de tilladte Land-Haandværkere". Jeg kan ikke dele denne opfattelse, men mener at den husflidsmæssige tilvirkning hører til en tid, der ligger endog meget længere tilbage. Jeg ved ikke, hvorvidt man i loven vilde givet bemærkning om en speciel jysk tilvirkning, men uanset dette var alene pottemageriet i Karhuse tilstrækkeligt til, at der ikke i loven kunde tales om specielt jysk pottemageri. At Christian V.s lov til de landhaandværkere, som i det væ- sentlige allerede var nævnt i Christian III.s koldingske reces 1558, ogsaa føjer pottemagerne, behøver formentlig ikke an- den grund, end at dette lovværk er saa meget grundigere, at det omfatter samtlige landets forhold, hvorved man da ogsaa er kommen til de sorte potter. Det er formentlig kun et til- stedeværende forhold, der lovfæstes. De oplysninger, der foreligger om handelen fra tiden ved 1730, og som allerede tidligere er nævnt (s. 79), synes mig at fortælle, at den industrielle fabrikation maa være begyndt langt tidligere. Ved den tid spænder jo nemlig markedet for jyde- potter over Tyskland, Holland, Østersøen til Riga, Norge og indlandet. Det vil sige, at hele afsætningsmarkedet, som det kendes op mod vore dage, allerede da var i orden. Men et saadant marked skabes end ikke i vore dage i ganske kort tid, og endnu mindre dengang. De produkter, der betingede en saa omfattende handel, kunde heller næppe tilvejebringes gennem en over landet spredt husflid, men krævede en industriel tilvirk- ning .Men naar man husker, at dette pottemageri var et bonde- haandværk, og naar man betænker, hvor fast bonden hang ved gammel sæd, saa er det klart, at forskydningen fra al- mindelig husflid til en for visse egne særlig gældende indu- stri er foregaaet langt tidligere gennem et langt aaremaal. Det er jo nemlig et velindarbejdet marked, man staar over for. Hvert eneste skib fra Hjærting udførte sorte potter; til Holland førtes for 127 rdl. i 1731. Og det er værd at lægge mærke til, at i Varde og Randers, der ligger klods paa til- virkningsstederne, bruges i toldbøgerne udtrykket „sortepotter“, medens karrene i Ribe og Kolding kaldes „Jydepotter“ og i