Mælkeri-Bakteriologi

29 et fugtigt Kammer. Et saadant anvendes ogsaa til Fremstilling af En c e 11 eku 1 tu r en, idet der laves en Miniaturgelatineplade paa Dækglasset, og heri udsøger man under Mikroskopet de mest isoleret liggende Celler. Naar Dækglasset er kvadreret og Kvadraterne forsy- nede med Tal, kan man let mærke sig disse Cellers Beliggenhed, og man bliver saaledes i Stand til at pode derfra, naar de er voxede ud til Kolo- nier. Paa denne Maade fremstillede Emil Chr. Hansen for første Gang virkelig ren Gær, hvad der har været af gennemgribende Betydning for Bryggerierne. Metoden egner sig dog ikke saa godt til Rendyrkning af de meget mindre Bakterier. For bedre at se Bakterierne kan man farve dem, efter at de er indtørrede og fixerede paa et Dækglas. Dette sidste sker ved at fatte om Dækglassets modstaaende Rande med to Fingre og trække det et Par Gange langsomt igennem en Flamme; saalænge man ikke brænder Fingrene, faar Præparatet heller ikke for megen Varme. Ved Flam- beringen dræbes Bakterierne, hvorved de lettere optager Farven. Har man med et Præparat af fed Mælk at gøre, maa det helst affedtes ved Neddypning i Kloroform, før det farves. Dækglasset lægges derpaa nogle Minutter i Farveopløsningen, skylles i rent Vand, lægges ovenpaa Objekt- glasset og tørres paa Overfladen veel Hjælp af Filtrerpapir. Til Farve- opløsningen benyttes Urglas eller Saltkar og til Indlægning og Op- fiskning af Præparaterne Kiihn.es Pincet. Farvestof opløsningen kan ogsaa dryppes paa selve Dækglasset, der i saa Fald sidder fastklemt i en Cornet’s Pincet. Som Farvemidler anvendes mest alkoholiske Op- losninger af Metylenblaat eller Fuchsin. Det første Farvestof egner sig særlig til Mælkepræparater, da det kun farver Kaseinet svagt. Med Fuchsin danner indtørret Mælk derimod en rød Klat, hvori det ikke er muligt at skelne Bakterierne. Da Fuchsinopløsningen i det hele farver langt kraftigere, fortyndes den for Brugen stærkt med Vand. Dens Farveevne forhøjes yderligere ved Tilsætning af Karbolsyre. Ved Op- hedning i Karbolfuchsin kan man endog farve Tuberkelbakterier og En- dosporer, der ellers meget vanskeligt optager Farvestoffer, men saa ogsaa til Gengæld binder Farven saa stærkt, at den ikke kan udvadskes med Syre. Dette Forhold anvendes til Paavisning af Tuberkelbakterier og Bakteriesporer. Af særlig Betydning, for Bakteriernes Identificering er Grams Farvemetode, der beror paa, at Mikroorganismerne efter forudgaaende Behandling med Gentianaviolet farves sortviolette af en Jodjodkaliumopløsning, og at de mere eller mindre let afgiver denne Farve ved Udvadskning med absolut Alkohol8). Mikroorganismer, der beholder Farven, kaldes grampositive, og de, der afbleges, gram- negative. De fleste Gær- og Skimmelsvampe og alle ægte Mælke- syrebakterier er grampositive, medens de fleste skadelige Mælkebakterier er gramnegative. Gramfarvningen egner sig særlig godt til Undersøgelse af Syrevækkere og andre Surmælkspræparater, eftersom Kaseinet er fuldstændig gramnegativt. I Stedet for at farve Bakterierne kan man efter Burri røre dem ud paa et Dækglas i lidt flydende Tu s c h9). Efter Indtorring lægges Præparatet i Vand, og man ser nu Bakterierne s) Vilhelm Jensen anbefaler (Hospitalstidende 1912, Nr. 20) at benytte en vandig % % holdig Metylvioletopløsning og en Jodjodkaliumopløsning, der paa 100 cm3 Vand indeholder 1 g Jod og 2 g Jodkalium . Sl) Saafremt Vædsken er sur maa den neutraliseres først, thi Syre udfnugger det kolloide Tusch.