Thorvaldsen Og Nysø

Den stærke Mand et Veemodssmiil De gyldne Grene sender, Selv Gubben, ramt af Aldrens Piil, Udstrækker sine Hænder. Dog over denne Scene staaer Den store Fødselsstjerne, Og om et gyldent Haab den spaaer, Hvortil vi lytte gjerne. Den tindrer hist fra Skyens Søm — O før den atter svinder, Vi drømme vil en Barndoms Drøm Med gyldne Haab og Minder! Deviserne, som fulgte med Gaverne og Lotterigevinsterne, var meget forskellige i Tonen. Medens de to, som ledsagede Thorvaldsens ny »Pousseer- stok« (Modelérpind), var meget smigrende, klinger Versene til de andre Kunstnere ret ondskabsfuldt. Holsteneren Thøming maa høre for sin Tynd- haarethed, en anden for sin slette Skrift, og saa fremdeles. Her et Par Exempler. An Thöm(m)ing. Wir wollten erst Dir ein’ Perücke schenken, Doch endlich haben wir, nach vielem Denken, Was Besseres, was Schöneres ersonnen, — Nun höre, Freund! und dann vergeh’ in Wonnen! Wir bringen einen Kamm Dir, einen theuren. Ein jeder andrer reiszt die Haare aus, Doch dieser macht es wieder dick und kraus — Nimm hin den Wunderkamm, den ungeheuren! Med en Morgenhue. See denne Hue, hvor den er dejlig! Den kommer Dig just ikke ubelejlig. Den skinner og straaler saa rød som en Lue, — Hvis Du ikke har Hoved, saa har Du dog Hue! Med en Papiirpresse, hvorpaa kryber en Fiirben. Hvis man tør troe paa Rygter her, Saa er det nogle slemme Kragetæer, Hvormed Du plejer dit Papier at zire; See derfor raaber denne Fiirben: »0, For Guds Skyld, skriv dog blot som En paa To, Og skriv dog ei som En, der gaaer paa Fire!« 87