Thorvaldsen Og Nysø

el Øjeblik holdt inde med sit Arbejde og drejer Hovedet fremad og opad, som om han lytter til en Stemme fra oven. Heller ikke denne Fremstilling af hans egen Kunsts Genius tilfreds- stillede Kunstneren, og han gjorde derfor med Kridt paa Skifertavlen et Rids til en ny. I dette (senere indrammede og ophængte) Udkast, der al- drig kom til Udførelse, anbragte han Genien i en kun lidt ændret Stilling paa Zeusstatuens Skulder. Nogle tilsvarende Blyantsrids findes i Musæets Arkiv. Paa samme Slags grønligt Papir som et af disse ses sammesteds et Rids, der tyder paa, at Kunstneren ogsaa har paatænkt en ny Medaillon- fremstilling af Malerkunstens Genius. Man ser denne i Profil, knælende i Færd med at male et Madonna-Brystbillede med en stor Glorie. Til Thorvaldsens »romerske Fødselsdag« d. 8nde Marts havde man først paatænkt nogle Tableauer og senere »en Apotheose, som Bournonville vilde have paataget sig«. Der blev dog intet af paa Grund af Baronessens Søsters, Fru Schouws Død, som indtraf nogle Dage forinden. Dette Dødsfald gik ham nær til Hjærte. »Alt, hvad han tegnede i disse Dage, havde en høj- tidelig Charakteer; blandt Andet gjorde han en knælende Figur med nogle Børn foran en Høj med et Kors og en bedende Engel som Gravminder«, skriver Baronessen. Blandt Tegningerne paa Nysø findes et Udkast, signeret Marts 1844 og forestillende Kvinderne ved Kristi Grav og to Engle. En Dag sagde han til sin Veninde: »Vidste man blot, hvad der kommer efter dette Liv! De Præster snakke og lovprise nok den Herlighed, men der er ikke Een af dem, som skjøtter om at komme der, og alle ere de i Grunden selv bange derfor og søge at holde Døden borte saa længe som muligt. Hvad mig selv angaaer, er jeg i Grunden kjed af Livet, og kommer Døden idag, er jeg beredt«. Da Baronessen, sagde, at naar Døden kom, vilde han nok vise den bort ligesom Præsterne, svarede han: »Ak nej! jeg forsikkrer, at nu har jeg levet længe nok; jeg gruer for at leve og falde Andre til Byrde«. Skønt Thorv. i sine sidste Aar yndede at udtale, at han vilde »ligge sine Been i Danmark«, tiltrak Rom ham dog stadig med magnetisk Magt. Nu havde han atter fundet paa, at han absolut maatte derned. Paaskudet var denne Gang Pengesager; Torlonia »gjorde Vanskeligheder«, og Konsul Dalgas havde maattet »forstrække Penge til Statuen« (sagtens Thorv.’s Stand- billede). Baronessen gjorde sit bedste fra at snakke ham derfra og søgte at overbevise ham om, at han ikke havde Begreb om Pengesager, saa at det jo var fornuftigere at sende en hvilken som helst anden. Han skulde blot huske paa, hvorledes han ved sin sidste Afrejse fra Rom havde »glemt alle sine Obligationer og Beviser«, men husket den gamle Lotteripose, som hun havde efterladt! Maaske har hun haft sine særlige Grunde til ikke at ønske ham under hans gamle romerske Kreds’ Paavirkning igen. Bravo 137 18