Thorvaldsen Og Nysø

end ikke lappede eller lasede Klædningsstykker kender han noget til. Johannes Dø- beren i Frue Kirkes Fronton er ingen Asket og Dommedagsprædiker, men en sund og normal, kraftig yngre Mand, der roligt og fredeligt belærer sine Tilhørere. Det samme kan indvendes mod den Johannes, som man ser paa Relieffet »Jesu Daab« fra 1820. Først i den Fremstilling af Døberen, som vi træffer i den beslægtede Scene, modeleret i Somren 1842, finder vi, om ikke i Kroppen, saa dog i Ansigtet, en skarpere og mere tilforladelig Karakteristik af den strenge »Raaber i Ørkenen«. Betragter vi de i Værd overordentligt forskellige Apostelstatuer i Frue Kirke, finder vi mange smukke Stillinger, megen Naturlighed og Ligefremhed i Holdning og Bevægelser og pompøse, til Dels rent ud herlige Drapperikast, kort sagt megen ydre Skønhed og naturlig Anstand. Et Ar- bejde som Statuen af den vandrende Jacobus major (den ældre Jakob) kan i saa Hen- seende med Rette henregnes til Verdenskunstens Perler. Men den, som søger efter dybe Følelser og rige Hjærters Varme, vil let blive skuffet. Noget saadant har vel været tilstræbt i Philippus’ Statue, men han er desværre bleven til lidt af et Hænge- hoved; kun i en eneste af Apostelstatuerne, den af Simon Zelotes (Ivreren), møder man ret et brændende Hjærte, en Ildsjæl, hvis Udtryk af Sanddruhed og Godhed gør dette Kunstværk uforglemmeligt, saa meget mere, som alt er givet gennem Fysiognomiet alene og uden den ringeste Gestikulation. Men har vi Thorv. at takke for denne Følelsesdybde? Jeg tvivler meget stærkt derom. Mon ikke snarere Pettrich, der skal have sat Statuen op efter Thorv.s Skizze og Anvisning, her er den, der har Fortjenesten? Hvem véd, om Thorv. overhovedet har rørt ved Statuens Ansigt? Mærkeligt er dette Ansigt ogsaa ved at være det eneste udpræget magre i hele Thorv.s kristelige Produktion. (Legemets Magerhed mærkes ikke synderligt paa Grund af den dobbelte Beklædning.) Her er vi ved et meget vigtigt Punkt. Det legemligt sunde hører uløseligt med til Thorv.s Forestillinger om det skønne, og han er næppe nogensinde fremkommen med en Udtalelse, der var mere betegnende for ham end den af Fru Stampe opbevarede: »Hu, jeg gruer for de skarpe Been; nej, maa jeg bede om lidt Suul paa Knoklerne!« Har han givet den asketiske Døber et normalt Huld, saa er hans store Kristusstatues Arme ikke mindre massive end de, Krigsguden Mars er udstyret med, og hans Kristus, som viser sig for Disciplene i Emaus, trods Død og Ophold i Underverdenen ligefrem overernæret. Vil man være konsekvent, maa man indrømme, at den store Billedhugger i sin Kunst paa væsentlige Punkter fjerner sig fra den kristne Læres Grundvold, idet han gør »Aanden« og »Kødet« til gode Venner og kasserer Lidelsen som opbyggende Element. Han hylder ubetinget den antike Lære om en sund Sjæl i et sundt Legeme. Det er i sin Kærlighed til Freden, at han har sin store Tilknytning til Kristendommen. Freden spiller i det hele en afgørende Rolle i hans Kunst, og det er maaske for en stor Del derigennem, at han allerede tidligt vandt et Ry saa enormt, at det nu til Dags kan synes overdrevent. Efter det napoleonske Krigsraseri trængte man til Fred i Livet som i Kunsten, og det af Thorv. frisktskabte Arkadien i Billedhuggerkunsten var som en bedre Verden at fordybe sig i. Frue Kirkes Indre virker som et enestaaende Fre- dens Tempel. Og naar Thorv. i et af sine sidste Leveaar af egen Drift kunde give sig til at anvende et saa oprivende Motiv som Barnemordet i Bethlehem (selv om det skete paa den mildest mulige Maade), har det sikkert kun været for ved Modsætningen desto 147 ,^_—________