Thorvaldsen Og Nysø

stærkere at kunne fremhæve den trygge Fred, hvori den hellige Familie vandrer bort under Engelens skærmende Vinger. Den uhyre Begejstring, hvormed de dannede Klasser havde hyldet den thorvaldsenske Muse allerede i Kunstnerens levende Live, afløstes senere, efter at Interessen for hans Værker var trængt igennem til de brede Lag, af en fornærmelig Ligegyldighed og Ringe- agt i de toneangivende Kredse. En ny Tid, som havde skrevet Ordet Realisme, Over- ensstemmelse mellem Kunsten og den konkrete Virkelighed, paa sin Fane, fejede Thor- valdsens Kunst til Side som en kedsommelig Biedermanns forældede Værk. Den Kunstner, som i det 19de Aarh.s Begyndelse hilsles som den store Smagsforbedrer, er i Aarhundredets Slutning af én af det »moderne Gennembruds« største Billedhuggere, Belgieren Constantin Meunier, bleven betegnet som den værste ham bekendte Smagsfor- dærver næst Canova! Tiderne skifter, og maaske vil den store Belgier, for hvem vi nu bøjer os med den dybeste Beundring, af en anden Tid blive betegnet som en Hæsligheds- Apostel af den værste Art; hvem véd, hvad den rullende Tid vil bringe? Nu maa man ganske vist regne med, at der næppe gives mere modsatte Kunstnernaturer end Thor- valdsens og Meuniers. Det maa ogsaa siges, at andre store moderne Billedhuggere har udtalt sig paa en helt anden Maade om vor berømte Landsmand. Interessen for hans Kunst er i Virkeligheden atter i Tiltagende i de snævrere kunst- elskende Krese. Vi har jo nu faaet Thorv.s Tid paa Afstand, og selv om han for Nu- tiden ikke mere staar som den fuldkomne, genfødte Græker, fordi en Mængde Udgrav- ninger har bragt betydelige Rester af den originale græske Kunst for Dagens Lys, hvor- ved han, der næsten kun kendte hellenistiske eller romerske Efterligninger deraf, unæg- telig er bleven noget distanceret, har hans Kunst nu vundet en anden Charme, idet den er kommen saa langt paa Afstand, at den vækker historisk Interesse. Vi ser i ham ikke udelukkende en »Genoplivet af den antike Idyl«, men interesserer os tillige og maaske allermest for det Bud, som hans efterladte Værker bringer os fra hans egen Tid. Hvor dufter det ikke af Romantikens Roser og Lavendler i hans Kunst! Hvilket Fond af Tidsaand er der ikke i hans Danserinder, baade de store og den lille! Og hvilken Skat ejer vi ikke i den store Samling Portrætbuster af mere eller mindre kendte Mænd og Kvinder, som hans Musæum rummer! [Mon det dog ikke var paa Tide at tænke paa en bedre Ordning af disse Hundreder af Portrætter, der i det hele og store med en næsten forbløffende Konsekvens er anbragte i det uheldigst mulige Lys?) Hvil- ket Begreb giver ikke hans Statuer af Fyrstinde Maria Bariatinska og Lord Byron om hin Tids Ideal af en ung Kvinde og en ung Mand! Ved at nævne Byronstatuen er vi komne til at røre ved et farligt Punkt. En idealistisk Kunstretning faar let den smukke Løgn til Følgesvend. Thorv. und- gik heller ikke helt denne Fare. Hvad hans Tid kaldte den kunstneriske Frihed, vil man nu til Dags ofte være tilbøjelig til at betegne med et mindre smukt klingende Ord. Naar man blot ikke vil lægge for meget deri, tør det siges, at hans Kærlighed til det 148