Elektromobilet

26 netisering at Feltmagneten, og man kan serief 01 binde denne Bevikling med Ankeret, hvad man i Almindelig- hed gør. Ankeret kommer til at svare til, hvad vi i Kap. IV have kaldt Nyttemodstanden, og vi se, at det gælder om, at der tabes saa lidt Spænding som muligt i den øvrige Strømkres, for at man kan faa saa meget som muligt af den oprindelige Spænding mellem Nytte- modstandens Klemskruer. Serieforbinde vi Feltmagnet- beviklingen med Ankeret, gælder det derfor om, at der er saa lille Modstand i Beviklingen som muligt, thi saa bliver Spændingstabet heri jo ringe, men samtidig faar Beviklingen den fulde (den samme som Ankeret) Strøm- styrke, og da Magnetismens Styrke jo er afhængig af Produktet af Beviklingernes Antal og Strømstyrken, kan man jo nøjes med faa Beviklinger, hvilket svarer til, at man vælger en kort og tyk Traad for at faa en lille Modstand. En saadan Motor kaldes en Seriewiotor. Forbinde vi derimod Feltmagnetbeviklingerne i Pa- rallel med Ankeret, faa vi samme Spænding til Be- viklingen som til Ankeret. Vi kunne derfor tage en lang og tynd Traad, som har stor Modstand og derfor giver en lille Strømstyrke, men mange Beviklinger, hvil- ket giver samme Magnetisme. Saadanne Motorer kaldes Shuntmotorer. Seriemotoren anvendes saa godt som altid i Elektro- mobiler, idet den i Modsætning til Shuntmotoren ud- vikler stor Kraft ved Igangsætning eller overhovedet ved langsom Gang. Vi ere hidtil gaaede ud fra, at Nyttemodstanden bestod af en almindelig Modstand. Vi ville nu tænke os, at der i Stedet for mellem Klemskruerne er ind- skudt en almindelig Modstand i Serie med et Element,