Opmaalingslære
til brug ved Landinspektørelevernes Undervisning i Landmaaling

88 3) at Trekanterne bliver saa store som muligt, idet man dog ikke uden Nødvendighed gaar væsentlig udenfor det Terræn, som skal maales, da Arbejdet derved forøges, og 4) at Trekantsiderne ligger hensigtmæssigt for Tilknytning af Terrænpunkterne. Ved Maaling af Trekantsiderne er Trekanterne bestemte, men man har ingen Overbestemmelse; en saadan tilvejebringes derved, at man maaler Længden af nogle Prøvelinjer, som gaar tværs over Trekanterne, idet man samtidig bestemmer deres Endepunkters Beliggenhed i Hovedlinjerne. En saadan Linje, f. Eks. @ i Fig. 75, er bestemt ved Beliggen- heden af Endepunk- terne M og N i ® og ®, og dens Længde giver altsaa én Kontrol. Gaar Prøvelinjen, som f. Eks. tværs over to Trekanter, faas en tredobbelt Kontrol; Linjen vil nemlig være bestemt ved Beliggen- heden af J og L i @ og (£, og Længderne af JK og KL giver da hver sin Kontrol, medens Punktet K yderligere giver én Kontrol, da det skal ligge i den ved Maalingen bestemte Af- stand fra B (eller C\ og hvor tillige — idet det forudsættes at a og b kun er behæftede med tilfældige Fejl — \ a og mb=^mr \ b, hvor er Middelfejlen paa Længdeenheden (se Instrumentlæren). C’s Middelfejl er nu bestemt ved M = + my = ?- +----------------16?r8 ------} m\' Ligesom i Punkterne 40 og 42 kan JZ kun opnaa et absolut Minimum for a = b^ hvilket giver M bliver da Minimum samtidig med a& 4a2 —c2' o: for a = j/^ . c = 0.65 c og C = 100° 34'. Trods dette turde det dog være rigtig, naar C, saaledes som det her er Tilfældet, skal bestemmes ved Konstruktion, at holde paa den rette Vinkel.