Uorganisk Kemi 1881

134 Tilfælde, hvor Klorkalcmm ikke kan bruges, f. Ex. til at befri Ammoniak og Vinaand for Vand. Ved at blandes med Vand ophedes den stærkt og lcedskes til et tort Pulver, Kalkhydrat (Oa 0-f-kl? O) eller lcedsket Kalk, som kan blandes med mere Vand til Kalkgrpd og Kalkmcelk. Ved Lædskningen udvider Kalken sig og en Del af Vandet kommer i Kog ved Varmen, som er stærk nok til at antænde let fængelige Stoffer, f. Ex. Krudt. Kalkhydratet kan igjen afgive Vandet ved Glpdning (modsat Kalihydrat). Det er tungt opløseligt i Vand, idet der behøves 600 Pd. koldt eller 1000 Pd. kogende Vand til at opløse i Pd. lædstet Kalk til Kalkvand (Kalken gjpr altsaa en Undtagelse fra Reglen, at faste Stoffer oplyses bedre af varmt Vand end af koldt); koldt mættet Kalkvand bliver derfor uklart ved Kogning. Kalkvand reagerer stærkt alkalist paa Lakmus- og Gnrgemejepapir og kan neutralisere de stærke Syrer ligesom Barytvand og de oplyste Alkalier; i Lasten indsuger det Kulsyre og bliver derved uklart af uoplyst kulsur Kalk, hvorfor det er Prpvemiddel for Kulsyre (S. 51), og i Land- bruget vil kunne anvendes til at gjsre haardt Vand blpdt med, idet Kalken vil forbinde sig med Vandets fri Kulsyre og derved bundfælde den af det kulsyrerige Vand opløste kulsure Kalk. Ved Kalkbrcending faas aldrig ren Kalk, som knn kan fremstilles ved Glpdning af ren kulsur Kalk (stalkspat), idet alle Kalkstene ere mer eller mindre urene. De reneste ere Faxskalk og Saltholmskalk, som give fed Kalk, medens Limsten og Blegekridt fra Stevns Klint, Daubjerg og Msn- sted ere meget urene og give mager Kalk. De Kalkstene, som indeholde for meget Kiselsyre (Flint), f. Ex. Kridtet i Atpens Klint, give dødbrcendt Kalk eller kiselsnr Kalk, som ikke kan lcedskes og derfor er ubrugelig til Murkalk, og som navnlig dannes, naar Kalkstenen brændes for stærkt, selv om den ikke er saa meget uren af Kiselsyre. For lidt brændt Kalk kan heller ikke lcedskes, naar KUlspren ikke er uddrevet.