Uorganisk Kemi
For Folkehøjskoler og Landbrugsskoler
Forfatter: Chr. Feilberg
År: 1881
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 192
UDK: IB 546
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
59
Gas, som især Udvikles i Begyndelsen og gjsr, at Ilden
blusser op; senere brænder det glødende Kulstof udeu videre
Flamme.
Svovlkulstof (08?)
Naar Kulstof forbrænder i Svovldamp (Udviklet af
Svovl i en Ovn med glødende Kul) i Stedet for i Luttens
Ilt, dannes en til Kulsyren svarende Sulfosyre, Svovl-
kulstof, der i ren Tilstand er en farveløs, let flydende og
stærk lysbrydende Vcedfke,, men i Reglen er gullig af ind-
blandet Svovl og har en meget Ubehagelig Lugt as andre
Stoffer. Den er meget flygtig og koger allerede ved 46°
(Dampene ere bedøvende, i stprre Mængde giftige), an-
tcendes let og brænder til Kulsyre og Svovlsyrling, kan ikke
blandes med Vand, hvori den synker tilbunds (Vægtfylde
1,28), men derimod med Vinaand og 2-Ether, hvoraf den
oplyses, og er et meget vigtigt Oplysningsmiddel, navnlig
for Svovl, Fosfor, Jod, Fedt, Olie og Harpix, hvorfor den
anvendes i Kemien og Industrien, s. Ex. til at Udtrække
Fedt af Uld, Olie af Frø, og til „Vulkanisering" af Kaut-
schuk (Viskelæder), som ved at gjennemtrcenges dermed
bliver mere lige spcendigt i Varme og Kulde end fyr.
Cyan <M) og Rhodan <M8).
SkjMt Kulstof ikke kan brænde i Kvælstof, kan det dog ved over-
hedet tpr Destillation (af Stenkul og Dyrstoffer) forbinde sig dermed
til en brændbar, giftig Luftart Cyan (6^), der gjerne indeholdes
i Gassen i ringe Mængde, forbinder sig med Ilt til Syrer og med
Svovl til Rhodan eller Cyan svovl (0y8), som kan findes i det
svovlsure Ammon af Gasvandet (se S. 128). Cyan og Rhodan ere ikke
mættede Forbindelser (sammensatte Radikaler, se S. 16), der optræde
som Grundstoffer, idet de ligesom Klor, Brom, Jod og Fluor kunne
danue Salte med Metallerne og Syrer med Brint (S. 16). Nogle af
disse Salte bruges i Kemien som PrFvemidler, navnlig det hvide
Cyankalium og Rhodankalium, det gule Cyanjernkalium
(Blodludsalt) og det rpde Cyanjernkalium. Cyankalium er en
stærk Gift, fordi det udvikler Dampe af Cyanbrinte (Blaasyre), der
ligesom Kulilte forgifter Blodet, ftlv naar de indaandes i ringe