Uorganisk Kemi
For Folkehøjskoler og Landbrugsskoler

Forfatter: Chr. Feilberg

År: 1881

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 192

UDK: IB 546

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 201 Forrige Næste
59 Gas, som især Udvikles i Begyndelsen og gjsr, at Ilden blusser op; senere brænder det glødende Kulstof udeu videre Flamme. Svovlkulstof (08?) Naar Kulstof forbrænder i Svovldamp (Udviklet af Svovl i en Ovn med glødende Kul) i Stedet for i Luttens Ilt, dannes en til Kulsyren svarende Sulfosyre, Svovl- kulstof, der i ren Tilstand er en farveløs, let flydende og stærk lysbrydende Vcedfke,, men i Reglen er gullig af ind- blandet Svovl og har en meget Ubehagelig Lugt as andre Stoffer. Den er meget flygtig og koger allerede ved 46° (Dampene ere bedøvende, i stprre Mængde giftige), an- tcendes let og brænder til Kulsyre og Svovlsyrling, kan ikke blandes med Vand, hvori den synker tilbunds (Vægtfylde 1,28), men derimod med Vinaand og 2-Ether, hvoraf den oplyses, og er et meget vigtigt Oplysningsmiddel, navnlig for Svovl, Fosfor, Jod, Fedt, Olie og Harpix, hvorfor den anvendes i Kemien og Industrien, s. Ex. til at Udtrække Fedt af Uld, Olie af Frø, og til „Vulkanisering" af Kaut- schuk (Viskelæder), som ved at gjennemtrcenges dermed bliver mere lige spcendigt i Varme og Kulde end fyr. Cyan <M) og Rhodan <M8). SkjMt Kulstof ikke kan brænde i Kvælstof, kan det dog ved over- hedet tpr Destillation (af Stenkul og Dyrstoffer) forbinde sig dermed til en brændbar, giftig Luftart Cyan (6^), der gjerne indeholdes i Gassen i ringe Mængde, forbinder sig med Ilt til Syrer og med Svovl til Rhodan eller Cyan svovl (0y8), som kan findes i det svovlsure Ammon af Gasvandet (se S. 128). Cyan og Rhodan ere ikke mættede Forbindelser (sammensatte Radikaler, se S. 16), der optræde som Grundstoffer, idet de ligesom Klor, Brom, Jod og Fluor kunne danue Salte med Metallerne og Syrer med Brint (S. 16). Nogle af disse Salte bruges i Kemien som PrFvemidler, navnlig det hvide Cyankalium og Rhodankalium, det gule Cyanjernkalium (Blodludsalt) og det rpde Cyanjernkalium. Cyankalium er en stærk Gift, fordi det udvikler Dampe af Cyanbrinte (Blaasyre), der ligesom Kulilte forgifter Blodet, ftlv naar de indaandes i ringe