Uorganisk Kemi 1881

82 giftig at indaande, at man ikke behyver meget deraf for at blive forgivet. Ved Fremstillingen giver den sig derfor strax tilkjende ved Lugten og opsamles bedst over Vand, skjpnt dette indstlger ikke saa lidt deraf (S. 36); den kan dog ogsaa samle sig paa Bunden af en tyr Flaske, men ikke saa let som Svovlsyrling og Kulsyre, da Vægtfylden kun er 1,18. Ligesom Brint kan den antændes, idet den strpmmer nd af Afledningsrøret, men maa da ikke være blandet med atmosfærisk Luft, hvormed den ogsaa danner en Slags Knaldlnft (Luften maa altsaa fyrst vcere fuld- stændig uddrevet af Flasken). Holdes en kold Glasplade over Flammen, afsættes der Svovl derpaa, ganske ligesom der afsættes Kul (Sod) af en Kulbrinteflamme (se S. 54), fordi Forbrændingen ved Flammens Afkjsling bliver ufuld- stændig og da km Brinten brænder. Ellers brænder Svovl- brinten med en svag blaa Flamme til Vand og Svovl- syrling. Den er ikke let at fortætte til Vcedske, men bliver fyrst flydende ved stærk Kalde eller Tryk, og behpver 85» Kulde for at blive fast. Vandet indsuger ved almindelig Temperatur og Tryk 3 Maal Svovlbrinte og faar da Lugten deraf (kaldes Svovlbrintevand) og en ubehagelig Smag samt en svag sur Reaktion paa det blaa Lakmuspapir, da Svovl- brinte er en svag Syre. Ved Henstand i fri Luft mister Vandet igjen Svovlbrinten, hvis Brint nemlig ilter sig af Luften, saa at Svovlet udstilles, og det samme kan ske, naar Vandet ikke fyr Indsugningen er befriet fra Ilt ved Kogning. Flasker med Svovlbrintevand kan derfor kun be- vares godt tilproppede og bedst lagte paa Siden. Ved Forraadnelse under Vand i Naturen indsuges Svovlbrinte ogsaa af Vandet, og derved fremkommer „Svovlkilder" (Svovlvande), som f. Ex. findes ved Kjøbenhavn i en vis Dybde, og som er naturligt Svovlbrintevand, hvoraf der kan udstilles store Lag as Svovl, naar Luften kan komme til og ilte Brinten.