Fredens Mølle
Et Stykke Industrihistorie

JOSEPH OWEN 49 Kjøbmand R. Sidenius Tilladelse til at knuse Knogler i en By paa Falster, og 1827 fik Urtekræmmer Vilhelm Wegener Ret til at brænde og præparere Ben paa Ta- genshus udenfor Kjøbenhavn. Det turde tilmed være et Spörgsmaal, om disse Bevillinger førte til levedygtige Etablissementer. Sikkert er det i ethvert Tilfælde, at Owens Mølle maatte kæmpe med en Række Vanskelig- heder, som han kun overvandt ved sin kraftige Energi. Det er i Anledning af dette Benbrænderi, at Owen i 1821 flytter fra Kjøbmagergade til det Sted paa Øster- bro, som nævntes i hans Bevilling, og naar hans Svi- gerfader, som ovenfor antydet, samtidig foretager gan- ske den samme Flytning, kan det synes, som om Gros- serer Pahlen ogsaa har haft Noget med det nye Etab- lissement at gjöre. Herom vides dog Intet, medens det tydeligt kan vises, hvor energisk Owen arbejdede for det. Grosserer v. d. Pahlen havde fra 1809 sammen med Overkrigskommissær Frants Sommer været Ejer af Grunden paa Østerbro. Allerede i September 1821, tilskrev Owen Kommerce- kollegiet, at hans Benkulfabrik i Løbet af faa Uger vilde være kommen saa vidt, at den kunde forsyne samtlige Sukkerraffinaderier, og han ansøgte derfor om, at den indtil videre givne Toldfrihed paa Indførsel af Benkul maatte blive ophævet. Herpaa troede man dog ikke at kunne gaa ind. Men i Februar Aaret efter forelig- ger der en ny Ansøgning fra Owen, og nu opnaar han, at Fabrikdirektøren, Etatsraad Martin Lehmann, be- ordredes til at undersøge den nye Virksomhed, og i en Erklæring fra ham oplyses det, at Owen med een Heste- mølle og flere Ovne kunde producere tre Tønder Ben- 4