Fra Hjulskibenes Dage

168 skal have været Havnekaptainen, paa Kjøbenhavns Rhed E. Eskild- sens, hvilket maaske noget forklarer, hvorledes denne mærkelige For- anstaltning i saa mange Aar kunde bestaa. Saaledes maatte Føreren af den lille Jerndamper „Hamlet" i Vid- ners Overværelse først lade Fyrene under Kjedlen slukke, før lian ved Hjælp af opsparet Damp turde gaa op igjennem Havnen for Dokning af Skibet, under hvilken Fart saavel Skib som Kaptain nær vare blevne anholdte af Havnepolitiet og kun ved Hjælp af de omtalte Vidner slap fri for yderlig Tiltale. I Midten af Decenniet 1850—60 var saa godt som alt privat Træ- skilisbyggeri ophørt i Kjøbenhavn, ligesom der heller ikke fandtes Dokker eller Ophalerbedinger til Reparation af større Sejl- eller Dampskibe. I 1865 maatte saaledes det engelske Dampskib „Verona", 230’ langt, der havde faaet Bundhavari ved en Grundstødning paa Østky- sten af Bornholm, gaa til England efter en midlertidig Tætning af Svitzers Dykkere, da de private Værfter i Kjøbenhavn ikke vare i Stand til at foretage den endelige Reparation af et saa stort Skib. Ligeledes var der Vanskeligheder for dybgaaende Skibe ved at gaa til Bolværk. De maatte først i den nordlige Del af Havnen imellem „Duc d’Al- berne", der vare nedrammede i 17’ Vand, losse en Del af Ladningen, da Vanddybderne endnu omkring 1860 i alt væsentligt vare de sam- me som i 1794, med Bolværkerne satte i 4 å 6' Vand, enkelte Steder paa Christianshavnssiden i 10’. Det ældste Kort over Kjøbenhavns Havn, som lindes i det kgl. Søkortarkiv, daterer sig fra det sidstnævnte Aar. (I. P. Trap: „Stati- stisk topographisk Beskrivelse af Kjøbenhavn" 1880.) Imellem Knippelsbro og Langebro laa den saakaldte „Havfrue- grund“, der skød ud fra Amagersiden, med kun 3 å 4’ Vand, hvilken først fjernedes i 1865, og hvorpaa der til 1795 var opstillet den be- kjendte, liøje Søjle med den kvindelige Figur „Leda med Svanen“, det saakaldte „Kjøbenhavns Wartegn“ fra Christian den Fjerdes Da- ge og ført hertil fra Kalmar 1611. Det var egentlig først den voxende Dampskibstrafik i Slutningen af Decenniet 1840—50, der nødvendiggjorde forøget Kajlængde, .saa- ledes Anlæget ud for St. Annæ Plads „Garnisonspladsen“ med den hertil hørende Dampskibsbro, bygget af Træ i Halvtredserne og hvor til Dampskibene i den indenrigske Fart i en lang Aarrække næsten udelukkende vare henviste for Sunddampernes Vedkommende lige til Midten af Maj 1873, da disse Skibe fik anvist Anløbsplads ved den nordre Ende af den da nylig anlagte Havnegade. Saa sent som i Midten af Tredserne ytredes fra sagkyndig Side „om Havnens daværende „baade sørgelige og latterlige Tilstand“, „at „man nu maatte tage Lods inde i selve Havnen, da denne er et yderst