Dansk Jernbanebestyrelse
Nogle Bemærkninger Om De Danske Statsbaners Bestyrelse Siden 1. October 1885, nærmest foranledigede ved Gjentofte-Ulykken 11. Juli d. A.

58 at forklare ud fra almindelige psykologiske Betragtninger. Men — „Jedermann seine Lust!“ sa’ Strudsen, han aad en Skjeppe Firtomsøni. De ved Gjentofteulykken assisterende Læger, o: de, der tilfældigvis var i de sammenstødende Tog, plus de 4 Læger, der afgik med Tog fra Kjøbenhavns Station to Timer efter Ulykken, og de 15, der havde tilbudt sig, men ikke bleve befordrede, fandt Generaldirectoratet ikke paa at takke for den Hjælp, de havde ydet eller været villige til at yde, og for den Resoluthed, hvormed de havde taget Affære, førend man i Bladene gjorde opmærksom paa, hvor upassende det var at undlade dette. Saa kom Takken endelig dumpende en otte Dages Tid efter. Blomsten i denne Tak var dens Slut- ningspassus, hvori Generaldirectoratet forsikkrede, at det „altid vilde bevare dem (Lægerne) i hædrende Erindring“. Denne Tak har desværre ved den lange Tid, det varede, inden den kom, og derved, at den først kom ved Tryk udenfra, ikke megen Værdi. Den gjorde samme Indtryk, som det maa gjøre paa den Fremmede, naar Forældrene sige til Barnet: „Gaa lien og buk pænt for den frem- mede Aland og giv ham Haanden!“ — Det var Tøk, der græd med tørre Øine ved Balders Død. Generaldirecteuren havde iøvrigt med Lethed kunnet finde god Lejlighed til at bevidne Lægerne sin personlige og umiddelbare Tak, nemlig selve Ulykkesnatten, da der, kort efterat Ulykken var skeet, gik Befordring paa Banen (Trolli) for at afhente ham til Ulykkesstedet. Men det siges almindeligt — og det har ogsaa været paastaaet offentligt i Bladene, uden at være blevet dementeret hverken i Almindelighed eller i Detail — at Trdllien holdt en rum Tid udenfor hans Sommeropholdssted paa