Tørv som Erstatning for Kul
Foredrag af Belysningsdirektør Løchte, Aarhus

Forfatter: Løchte

År: 1917

Forlag: A. Backhausens Bogtrykkeri

Sted: Horsens

Sider: 17

UDK: 662.64 Sm.

DOI: 10.48563/dtu-0000244

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 24 Forrige Næste
— 16 — Mosen, og disse faar Byens Dagrenovation med tilbage, der for- deles over det afgravede Areal. Navnlig denne Blanding af Dag- renovation og Mosejord giver et overordentlig frugtbart Agerland. „Fenkulturen“ skaffer hurtigst og sikrest Renter af den i Tørve- mosen anbragte Kapital. I Holland sælges de fremstillede Tørv til Husholdningsbrug, dels fordi Befolkningen gennem Aarhundreder er vant til. dette Materiale og har Fyrsteder indrettede derefter, dels fordi Byer som Groeningen selv ejer Mosen og driver Tørve- fabrikationen. Det er Byen selv, der har Interesse i, at Tørvene benyttes og leveres Indbyggerne til billige Priser. Kritikløst kan dog Hollændernes Fremgangsmaade ikke over- føres til andre Lande, og det er tvivlsomt, om Tørvefabrikation efter hollandsk Mønster kan overføres paa dansk Grund, fordi Fyrstederne i Byerne ikke er og ikke vil blive indrettede efter Tørvene. I Tyskland er saaledes den egentlige „Fenkultur“ mange Steder lykkedes, medens den dertil knyttede Tørvefabrika- tion mislykkedes, og jeg kan meget godt tænke mig, at noget lignende vil blive Tilfældet for Danmarks Vedkommede. Skal jeg efter alt det sagte tegne et Fremtidsbillede for Ud- nyttelsen af de danske Moser, bliver det da følgende: Store Selskaber maa danne sig enten som Aktieselskaber eller maaske bedre som Andelsselskaber. Enhver lille Kapital anbragt i en Mose er tabt, fordi den enkelte Tørv har saa ringe Værdi, at den ikke maa gaa gennem mange Menneskehænder. I Moseindustrien maa alt være Maskiner, saa store og fuldkomne, som det er mulig at skaffe dem; men det kan kun et kapitalstærkt Selskab onolmff»." Store Selskaber maa det være, der maa kun være een Ejer af Mosen, at Afvandingen kan foregaa paa den bedste og billigste Maade uden generende Skelforhold. Naar Selskabet er dannet, skal hurtigst muligt hele Mosearealet ind under „Fenkultur“, Gravemaskiner graver de brede Kanaler, der dels tjener til Af- vanding dels senere er Transportvejene, og alt det opgravede skylles ind over de lave Arealer langs Kanalerne, saa Terrænet dels forhøjes, dels komprimeres, og saa snart det er saa tørt, at det kan bære en Hest, sættes Ploven i det. Som Agerland skal Mosen kunne forrente hele den Kapital, som Afvandingen har kostet. Kan man ikke paa Forhaand afgøre det med et sikkert Ja, maa ingen Kapital anbringes i Mosen, saa maa den hellere henligge som værdiløs til de kommende Slægter. Naar Agerdyrkningen er i fuld og god Drift, paabegyndes Afrømningen af Mosen, og den tages systematisk fra Kanal til Kanal, efterhaanden som der er Anvendelse for den fremstillede Tørvemængde. I Aarhundreder er der ingen Sandsynlighed for, at Tørvene kan konkurrere med Stenkullene, endsige fortrænge dem fra Byerne eller fra Industrien. Som Brændselsforsyning for dem, der bor nær ved Mosen har Tørvene altid haft og vil altid have deres Betydning, og det Distrikt de kan forsyne, vil stige med stigende Kulpriser og med de bedre Arbejdsmaskiner og Arbejdsmetoder til Fremstillingen af Tørvene og med de billige