Betænkning afgiven af den ifølge kgl. Resolution af 20de September 1875
til Undersøgelse af Arbeidsforholdene i Danmark
År: 1878
Forlag: J. H. Schultz
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 129
UDK: 351.83(489) Bet gl
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
meget nøjagtige, har man dog antaget, at de i det Hele taget gav et nogenlunde rigtigt
Overblik over Dødeligheden.
Hvad angaar den Rentefod, efter hvilken de indskUdte og af det Offentlige tilskudte
Stlmmer ff'dbe forrentes, bemærkes, at Renten for Vedkommendes egne Indskud neppe
burde være forfljellig fra den almindelige Sparekasserentefod her i Landet, altsaa omtrent 2
pCt. halvaarlig. Hvad det Offentliges TilskUd derimod angaar, behøvede man neppe nt tage
et saadant Hensyn, da jo baade Renter og Tilskud maa betragtes som Gaver og ikke som
Interessenternes Sparepenge. Man har derfor troet her at fuiine holde sig til det samme
Princip, som anvendes overfor Statens Bestillingsmand, nemlig at sætte Renten til omtr.
2% M. halvaarlig.
En saadan hojere Rentefod vil Statskassen vistnok ogsaa knnne tilbyde uben videre
Risiko. Thi da der selvfolgelig ikke kan være Tale om, al Interessenten stulde fuitite Udtage
bc Penge, som det Offentlige indsatte paa hans Konto, saa vilde der kun være Brng for
disse Summer, naar Vedkommende naaede Pensionsalderen, og Midlerne knnde altsaa anbringes
paa lang Opsigelse og derved indbringe hojere Renter.
Et meget vanskeligt Punkt vilde det være at afgjore, hvorvidt Interessenterne sknlde
have Frihed til at Udtræde af Kassen. Thi paa den ene Side er der meget, der taler for
at give saa stor Frihed som muligt, da det ofte vilde kirnne have sin Betydning navnlig
for den yngre Arbejder at faa en lille Kapital Udbetalt, saaledes at Kassen altsaa tillige
optrcmdte som en af Staten garanteret Sparekasse. Men paa ben anden Side vil en saadan
Ret indeholde en stor Fristelse navnlig i den fremrykkede Alder, hvor der mnlig knnde være
samlet en betydeligere SUM sammen; og man funbe befrygte, at mange, for hvem en Alder-
domsforsørgelse var mest hensigtsmæssig, vilde tage deres Penge ud enten af egen Drift, eller
maaffe ved Tryk udenfra, for Ex. fra Bornenes Side. Det er navnlig i den yngre og ældre
Alder, at Fristelsen til nt Udtage det Opsparede vil være stærkest; man har derfor tænkt sig
som den hensigtsmæssigste Ordning, at det mellem det 25de og 50de Aar knude staa Ved-
kommende frit for at træde ild og faa fine egne Indskud tilbage med Renter, men at dette
forinden det 26de og efter det 50de Aar ikke skulde være tilladt, saa at den opsparede Sam
fuit Udbetaltes ved Doden. For da heller ikke at friste i den mellemliggende Alder for meget (
til at udtage Pengene, kunde der sættes en Opsigelsesfrist af t. Ex. % Aar. Hvis Interes-
senten virkelig har Brug for Pengene, vil han i Almindelighed funne forberede sig derpaa
og opsige sine Indskud ittbe, og har han ikke gjort dette, vil det neppe være vanskeligt for
ham at faa Laan paa sin JndflUdsbog. Paa den anden Side formindsker en saadan længere
Opsigelsesfrist Faren for Uoverlagte og letsindige Udtagelser af Midlerne. Naar en Interessent
udtog sine Indskud, fllllde det Offentliges TilskUd falde tilbage til Kassen, og at Interessenten
paa denne Maade led et let i Djne faldende Tab, turbe man vel ogsaa vente, vilde afholde
ham fra letsindigt at Udtage sine Penge. Et Mindretal (H. N. Hansen) kan ikke anse
det før rigtigt, at de indskudte Belob stulde kmme Udtages igjen paa GrUnd af et Medlems
forandrede Beslutning, ligesom Indskibet formentlig heller ikke ved Dødsfald bor tilfalde
Arvingerne, men forblive Kassens Ejendom.
Med en vis Alder, for Ex. 60 Aar, bmde Pensionstiden funne indtræde, saaledes
flt j)er for den opsparede S lun erhvervedes Vedkommende en Livrente, der efter hans eget
Valg knnde være strax begyndende eller opsat, og enten stigende etter ens for alle Aarene.
Hvad endelig selve Organisationen angaar, saa maatte det være saa let som muligt
for Interessenten at funne indlevere sine Bidrag. Der maatte derfor være et Indbetalings-
sted i hver enkelt KommUne, og Indbetalingerne maatte funne fle mindst en Gang om
Ugen. Thi knn derved knnde man haabe at faa Folk til at spare, naar man gav dem let
Adgang til at indsætte Bidragene. Saadanne Jndbetalingssteder vilde da ikke alene være
af Betydning for Alderdomsforsorgelseskassen, men ogsaa have Betydning som Sparekasser,