Betænkning afgiven af den ifølge kgl. Resolution af 20de September 1875
til Undersøgelse af Arbeidsforholdene i Danmark

95 stræbt sig for at give en naturlig Bestemmelse af Erstatnings-Ansvaret for Følgerne af strafbare Handlinger, hvilket Ansvar, hvad Erstatnings-Sporgsmaalet angaar, vist nok lader sig overfore paa det Forhold, som her er Under Omtale. Der har i Kommissionen været nogen Stemning for idetmindste i visse særlig fare- fulde Bedrifter at ndvide Arbejdsgiverens Erstatningspligt endnu betydeligt mere. Man har nemlig ment, at visse Erhverv, enkelte Grene af Transportvirksomheden, flere Fabrikationer, enkelte Arbejder ved Bygningsforetagender og i Landbruget, ere saa farefulde for de derved beskjæftigede Arbejdere, at Ulykken, om den end i det enkelte Tilfælde er hændelig, dog i det Hele seet nødvendigvis maa indtræffe; der er her et lignende Forhold som i Slaget, hvor det er hændeligt, om en Kugle rammer, men dog nødvendigt, at Soldater saares og falde. Ved saadanne Arbejder bor formentlig Tabet ved Ulykkestilfælde for Menneskers Liv og Lemmer ligefrem indtræde som en Del af Produktionsomkostningerne ligesaavel som de Ulykkes- tilfælde, der ramme Fornmegjenstande. Det synes at være Urigtigt, at de Ulykker, der ramme Tingene, sknlle bæres af Arbeidsherren, men de, der ramme Menneskene, naar de lige saavel skyldes Bedriftens Gang som hine, sknlle bæres af den enkelte Ulykkelige eller af det Offen- lige gjennem Fattigvæsenet; dette synes ikke alene Uretfærdigt, men tillige inhUmant og i social Henseende Uheldigt. Virkningen af Paalæggelsen af et fanbant Udvidet Ansvar vilde ogsaa fim være, at Driftsherren, ligesom han nu assurerer sine Formuegjenstande, saaledes ogsaa maatte assnrere sine Arbejdere mod et Ulykkestilfælde, der ramte dem som en Folge af Bedriftens Gang. Det turde være en Selvfalge, at hvor Ulykken skyldes Vedkommendes egen Uforsigtighed eller en Andens skadegjormde Handling, skulde intet Ansvar paahvile Arbejdsgiveren.. Den Indvending, der i Kommissionen har været rejst herimod, at Arbejderne i disse farefulde Erhverv modtage en højere Lon netop paa Grund af Faren, og at de saaledes paa en Maade ere deres egne Assurandører, tror man ikke, at der kan tillægges nogen storre Vægt, allerede af den Grund, at Erfaringen synes at vise, at der ved Lonnens Fastsættelse ikke tages et saadant Hensyn, i al Fald ikke i tilstrækkelig Grad. Naar man ikke har stillet Forslag til en saadan Udvidet Erstatningspligt, og naar man ej heller har troet at fuiuie gaa md paa den Tanke, som ogsaa har været fremsat i Kommissionen, at der ffnlde paalægges alle Arbejdsgivere en Forpligtelse til at assUcere deres Arbejdere mod Ulykkestilfælde, maafte saaledes, at Arbejder og Driftsherre betalte hver Halv- delen af Præmien, saa har Grunden hertil nærmest været den, at Assnraucen mod Ulykkes- tilfælde endnu ikke bar naaet en saadan Udvikling, at man har turbet stole paa dens Tje- neste i en saa stor Udstrækning, som vilde være en nødvendig Folge af og Forndscetning for Bestemmelser som de omhandlede. I Tyskland, hvor Assurance mod Ulykkestilfælde i de senere Aar, som en Folge af en der indfort Udvidet Erstatningspligt for Arbejdsgiveren, har faaet en meget stor Anvendelse, synes det at have vist sig, at betydelige Vanskeligheder stille sig i Vejen for Assurancer mod Ulykkestilfælde, idet de bl. A. give Anledning til, at der fol- de talrige ubetydelige Smaaftader rejses storre Fordringer til Assurancen, end disse vare be- rettigede lil at vente, hvilket atter foruden anden Ulempe har været Aarsagen til et Uhyre Antal af Processer. Navnlig af dette Hensyn har Kommissionen troet, at man idetmindste foreløbig bør nøjes med folgende Forstag: 1. Naar en Arbejder nnder Udførelsen af et ham paalagt Arbejde kommer til Skade eller dræbes, paahviler der Arbejdsherren Erstatningspligt for den derved forvoldte Skade, hvis Ulykken maa tilskrives Mangel paa behørig Forsigtighed fn Arbejdsgiverens eller