Kemi Til Skolebrug

119 Jern, Mangan, Nikkel, Kobolt og Krom, Jern. Fe —56. 126. Egenskaber. Et gråligt hvidt Metal. Vgtf. — 7,6—7,84. Det holder sig godt i tør Luft, men ilter sig (ruster) i fugtig, sé Forsøg (56). Om dets Brændbarhed sé Forsøg (35, 36). Jernets Egenskaber ere meget forskjellige efter de Behandlinger, hvorfor det har været udsat. Forekomst. Jernet er et særdeles udbredt Metal. Det findes næsten i enhver Jordbund i større eller mindre Mængde og opløst i en Mængde Kilder. Det findes imidlertid aldrig i fri Tilstand, men enten i Forbindelse med Ilt eller Svovl. Forbunden med Ilt findes det ofte i store Lag, der snart slutte sig til Stenkullene, snart til Tørvedannelser, men det findes også som Iltforbindelser under andre Forhold. Meteorstenene ere i Almindelighed nikkelholdigt Jern. Jernglans, Fea Os, danner smukke Krystaller. Rødjernsten og Brunj ernsten ere vigtige Jernmalme; de ere en Forbindelse af Jernilte og Vand. Myremalm slutter sig til Tørvedannelserne. Magnetjern- sten, FesO«, er en righoldig Jernmalm; det er denne Forbindelse, der dannes, når Vanddampe ledes over glødende Jern (67), og som dannes, når Jern brænder (36). Magnetkis er en Forbindelse af Svovl og Jern; ligeledes Svovlkis, FeS2, der er den hyppigst forekommende Forbindelse af Svovl og Jern. Denne Forbindelse er ofte smukt krystalliseret og har en messinggul Farve. Det er den, som bruges til Svovlsyrefabrikationen (71). Undertiden vindes også Svovl af Svovlkis; men den bruges ikke til Jern tilvirkning. Jernudsmeltningen sker i særegne, dertil byggede store Ovne af ildfaste Sten og Ler. Disse Ovne (Fig. 71), som kaldes Højovne, Schaktovne eller Masovne, ere 30 Meter hoje eller derover. Forend Jernertserne bringes i Højovnen, underkastes de en Ristning, hvorved Kul- syre, Fugtighed og undertiden Svovl fjernes. Derefter indbringes de lagvis