En Samfundsfjende
Kulturskitse

Brændevinsfabrikanterne vil forelrække det sidste, men den Rigsdagsmand, der undlader at oplyse sine Vælgere om, at Forbru- gerne er bedst tjente med, at vi overfører 10 Øre af Fabrikanter- nes Toldbeskyttelse til Statskassen, svigter sin Pligt. Man lierer Mand og Mand imellem hyppigt det Suk: „Skal vi nu ogsaa overgive Venstres sidste Skanse ved at forhøje Brænde- vinsafgiften? Intelligente Mænd og Kvinder vil let se, at Billedet med Skansen er meget uheldigt valgt. Det Terræn, Skansens brave Besætning skulde forsvare, har nemlig i den sidste Menneskealder været i Fjendens Haand. Brændevinsfabrikanterne har taget det i Besiddelse, medens Rigsdagen talle. Tapperheden i det fortsatte Forsvar er saaledes af noget tvivlsom Beskaftenhed. Den gør nær- mest et komisk Indtryk. „Vore Folk“: den samme Vælgerbefolkning, der har været intelligent nok til at forstaa Ordningen af vor Sukkerbeskatning, vil meget snart protestere mod det Fejlsyn, der bevæger ellers gode Demokrater til at holde en beskyttende Haand over den raadne Kærne i vor Brændevinsbeskatning. •x- Et frit Ord. Mænd i offentlige Stillinger maa i Reglen finde sig i at gaa med Mundkurv. Man vænner sig til at lage Hensyn, indtil man taber hvert Spor af Originalitet. Dette er Grunden til, at selvstæn- dige Karakterer afskyer de Baand, som den politiske Partidisciplin paalægger Parliernes Medlemmer. Snoren gennem Næsen højner ikke Selvrespekten, selv om der dingler et Par aristokratiske Ord- ner paa Brystet, eller der i disses Mangel knytter sig et demokra- tisk Præg af Popularitet til Paitiuniformen. Jeg har i den foregaaende Fremstilling om Brændevinsbeskat- ningen af partipolitiske Hensyn holdt mig til en rent forretnings- mæssig Forklaring. Men der er endnu en Side ved denne Sag, som en (lang imellem bør drages frem, selv om man derved ud- sætter sig for at falde i Unaade hos en Del af sine egne Parti- fæller. Efter hvilke Principper kræver det danske Demokrati med haardnakket Udholdenhed Brændevinens Hellighed og Ukrænkelig-