En Samfundsfjende
Kulturskitse

251 Trök kæmpede mellem Lysten til at følge det offenlige Hæders- kald og Frygten for, at lian ej paa forsvarlig Maade vilde kunne forene Rigsdagsvirksomheden med sit store Arbejde paa Sofiendal, blev lian angreben af den snigende Sygdom, der altfor tidligt endte hans smukke Gærning. Men selv paa Hospitalet bevarede han sit frejdige Blik og sit lyse Sind. „Humøret er godt, og jeg lider ingen Smerter,“ sagde han trøstende til beklagende Venner, der med Ængstelse saa Kræf- terne svinde, medens det triste Sygeleje trak sig ud fra Uger til Maaneder, og en tiltagende Afmagring skæmmede det før saa fri- ske Ansigt. Selv syntes han ikke at tvivle om, at hans kraftige Konstitution vilde faa Bugt med Sygdommen. Han læste Bøger og Illade og drøftede med usvækket Interesse Begivenheder i Indland og Udland. Af og til sendte Slægtninge og Venner ham Blomster, hvis oplivende Selskab han satte megen Pris paa. Saaledes mod- tog lian en Dag en Had Beholder med frisk udsprungne Anemoner. Det var et lille Stykke improviseret Skovbund, som Grevinde Moltke sendte sin syge Forpagter som en Foraarshilsen fra Bregentved. Da det senere viste sig, at Sygdommen ikke lod sig læge paa Hospitalet, sendte Greven et Extratog, der førte Ulrik tilbage til den kærlige Pleje og de dragende hjemlige Omgivelser paa Sofien- dal. — Men Kræfterne svinder trods al Livslyst og al Pleje, og de trætte Øjne lukker sig for ej at aabnes mere. Ulriks mange Ven- ner modtager det Sorgens Budskab, at han døde. Men Døden kom til ham som Søvnen efter en virksom Dag. Han slumrede ind blidt og stille uden Klager og uden Smerter. I Kapellet paa Vestre Kirkegaard samles faa Dage senere en bedrøvet Kreds omkring hans af Palmekranse (lækkede Kiste. Den samme Præst, der for to Aar siden var Ulriks Gæst, taler dybt bevæget ved hans Baare. Ulrik ønskede ingen Tale, kun en Bøn. Ved Graven staar mellem Slægtninge og Venner hans Hustru og hans gamle Fader. Vi er atter i de lyse Nætters Tid. Fuglene synger; Blomsterne dufter; Kornet bølger paa Markerne, og Solen synker langsomt ned Till—‘li TliBMiir- ■