Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

Regn og Snee. 107 er mættet med Vanddampe, strømmer over en Bjergspids, hvis Temperatur er lavere end Luftens, da afkøles den Luft, som kommer i Berpring med Bjerget, en Deel af Dampene fortætter sig og danner en lille Sky; men de fortættede Dampe blive ikke hængende ved Fjeldet, de føres bort fra dette og opløse sig snart, medens nye Dampe fortættes omkring Fjeldets Top. Skjøndt den lille Sky saaledes viser sig for Diet som stillestaaende, er det dog bestandig nye Dampe, som afgive Vand til dens Dannelse, og Skyen svæver ud som en Flpi for Vinden i samme Retning som den, hvori denne blæser. Skyernes Høide over Jorden er meget forskjellig; i Almindelighed ligge de fine, lette Skyer høit, de tætte og tuttge lavt, ligesom det er sædvanligt, at Skyerne ligge høiere om Sommeren og i de varme Lande end om Vinteren og i de kolde Lande. De kunne naae en Høide af over en Miil — man har seet Skyer flyve bort over Jordens høieste Bjerge — og de kunne ligge meget lavt, saa at der ofte gvælder Negn ud af Skyer, som kun ere i en Høide af 2000 til 3000 Fod over Jorden. Naar Vandblærerne løbe sam- men til Draaber, forøges deres Vægtfylde, og de falde ned; er da Lnften under dem mættet, kunne de ikke igjen opløse sig i Dampe, men fortsætte deres Vei ttedad og naae til Jorden som Negn. Ved Begyndelsen af Faldet ere de scedvanligviis fine og smaa; men underveis glide de i hinan- den og samle sig til større Draaber. Er Lusten kold, under Frysepunctet, da fryse de til sine Krystaller, der samle sig i Flokke til Snee og kunne autage de skjpnneste, regelmæssige Krhstalformer under deres Vandring ned imod Jorden; inden de naae denne, kunne de komme i Luftlag, hvis Tem- peratur er over Frysepunctet, hvorved Formerne forandres, og de falde ned som saakaldet To snee, der selvfølgelig maa