Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

110 Klodeskyen. ligne de ofte fjerne Bjerge, hvis Kjerne er mørk og hvis Kanter ere belyste af Solen. Naar disse nn vende deres solbelyste Side imod os, danue de eu sølvhvid Masse; dukke de op ved den fjerne Synskreds omkring Solen, saa male de denne for os som omgiven af straaleude Snee- bjerge. De høre til Mellemlnftlaget og ere næsten altid i Bevægelse, Undertiden flyvende meget hurtigt og da sced- vauligviis i samme Retning som den ved Jorden herskende Vind. Disse Skyer vise sig hyppig, navnlig i den varme Aarstid og i de varme Lande; paa Jishavet skulle de aldrig sees. Efter Solens Opgang vise de sig her og der i At- mosphæren som enkelte smaa uregelmæssige Fnokker (hvilke synes at være fremkomne af concentrerede Dele af Aften- taagen), der hurtig antage en mørk Kjcerue, opsvulme mere og mere, efterhaauden som Solen stiger og indtil den var- meste Tid, hvorfor de ogsaa blive kaldte Hedeskyer. Om Eftermiddagen blive de mindre og mindre og opløse sig aldeles om Natten. Undertiden gaae de dog ogsaa over i hinanden, hvorved de forstørrs-s, danne Lag- og Regnskyer, og de kunne herved om Sommeren give Anledning til Jlin- ger og Tordenbyger. Fremkomsten af disse Skyer lader sig forklare ved de fra om Morgenen opstigende Dampe, der fortætte sig i den høiere Atmosphære og igjen om Efter- middagen opløse sig ved Dampenes Nedstigen imod Jorden. Bemærker man om Dagen kun hist og her Klodeskyer, som derhos ere skarpt begrcendsede og af hvidagtig Farve, formere sig over Skove og formindske sig over Enge samt om Natten ganske forsvinde, da kan man vente vedholdende godt Veir. Vise disse Skher sig derimod i Mængde strap efter Solens Opgang, blive de derefter større, mindre skarpt begrcendsede, vise mørke Farver, der spille i det Sorte, og blive de ikke mindre om Eftermiddagen, men trække sig